Rock ‘n’ roll mobil fra Marshall til høj pris
Der findes angiveligt mere end 1.000 Android smartphone-producenter. Forleden kunne vi sætte flueben ud for den legendariske computerproducent Commodore, der er klar med Commodore Pet – en Android-mobil proppet med en masse klassiske Commodore 64-spil og nu kommer turen så til headset-producenten Marshall, der er klar med en Android-mobil ved navn London.
Fokus på Marshalls nye Android-mobil er ikke overraskende på lyden. Den har således to højtalere på fronten og to udgange til headsets. To højtalere på fronten er set før, blandt andet har HTC haft stor held med den løsning på deres HTC One-mobiler. Det med to udgange til headsets er dog usædvanligt for mobiltelefoner og giver mulighed for at koble to headsets til på én gang, så man kan dele lyden med andre.
Se også: Mobiltelefoner med bedst lyd til musik
Hurtig adgang til musikken
På toppen af telefonen sidder der en lille knap, der giver hurtig adgang til musik. På siden sidder et guldfarvet drejehjul til at styre volumen med. Om det er mere praktisk end at trykke på knapper, må en eventuel test vise senere, men det ser uden tvivl noget sejere ud.
På lydfronten forklarer Marshall også, at de har boostet lydkvaliteten og de lover højkvalitetslyd. London mobilen kommer også med en sæt Marshall Mode in-ear-høretelefoner.
Se også: Mobilabonnement med musik
Mid-end Android-mobil
Som mobil generelt hører Marshall London til i mid-end-segmentet. Den har skærm på 4,7 tommer med 1280 x 720 pixel opløsning. Den har 16 GB indbygget hukommelse plus plads til hukommelseskort. Derudover er 2 GB RAM og 8 megapixelkamera også nævnt. Batteriet er på 2.500 mAh, hvilket ikke er prangende, men til gengæld er skærmen ikke så stor og opløsningen ikke så høj – derfor vil skærmen, der normalt er den store strømsluger på mobiler, ikke så krævende som hvis skærmen var større og havde højere opløsning.
Designmæssigt ser den på billeder ud til at skille sig ud fra de fleste Android-mobiler og bringer i hvert fald mine tanker hen på nogle af de første Razr-modeller med Android fra Motorola.
Marshall London måler 149,4 x 74,7 x 9, 8 millimeter og vejer 145 gram. Vægten vil de fleste nok kunne leve med, men tykkelsen på 9,8 millimeter går direkte mod trenden hos de nyeste mobiltelefoner i dag, der ofte ligger på 7-8 millimeter.
Se også: Mobilabonnement med fri data
Dyr mobil
Med tanke på, at der trods alt er tale om en mid-end-mobil, så er prisen på cirka 4.000 kroner en ret høj pris. Du kan i dag let finde en high-end mobil med langt bedre specifikationer til en lavere pris inklusiv abonnement i 6 måneder.
Det forventes, at Marshall London er klar til levering fra den 21. august.