Skjulte og spændende nyheder i Android M
Android M er ude som et developer preview til lidt forskellige Nexus-enheder, og udover de nyheder, der blev præsenteret på scenen i torsdags til Google I/O, er der en hel del sjove ting, som Google ikke fortalte om.
For tablets handler det om to ting, der indtil nu lader til at være eksklusive for netop tablets. Den ene er en ret gemt, meget fejlfyldt, men alligevel eksisterende variant af at køre flere vinduer samtidig.
Med funktionen slået til, kan du via app-skifteren lægge apps ud, så flere af dem kan ses på skærmen samtidig i en hel række af konfigurationer med op til fire apps samtidig.
Hvorvidt den funktion kommer med i den endelige release, må vi vente at se, da den på nuværende tidspunkt er ret godt gemt væk.
Android M med delt tastatur til tablets
En anden funktion ligner den, Apple et par år nu har haft til iPad, og som også er dukket op på et par Android-tablets i løbet af de sidste år, nemlig delt tastatur. Sådan et gør det betydeligt lettere at skrive med kun tommelfingrene, når du holder tabletten, hvilket er rigtig rart.
Vi forudsætter, at der kommer flere nyheder til både tablets og mobiler, når det kommer til Android M, men bare de her to funktioner virker mere spændende end det meste, Google præsenterede på scenen i torsdags.
Læs første indtryk og test af Android M.