Analytikere om Telmore Play: Verden har ikke set noget lignende
Telmore Play blev lanceret i går. Det nye abonnement inkluderer fri tale og sms/mms, 5 GB data samt fri adgang til indholdstjenesterne HBO Nordic, TV 2 Play (On Demand), Min Bio, C More Play, Telmore Musik, Mofibo, Ekstra Bladet Ekstra, Politikken Web, Euroman, Eurowoman, Gastro og Rum.
Prisen for Telmore Play er 249 kroner.
Sydbank, der ofte analysere det danske telemarked, vurderer, at det er ”et meget attraktivt tilbud, som helt sikkert vil være med til at vende den negative udvikling i TDC mobiltelefonikundebase”.
Da vi spørger Morten Imsgard, aktieanalytier hos Sydbank, om han kender til et lignende abonnementer hos andre operatører rundt om i verden, svarer han:
”Jeg har ikke lige nogle konkrete eksempler på et abonnement med så mange forskellige indholdstjenester tilkoblet. Men tendensen er klar også i udlandet – teleoperatørerne og TV-operatørerne samarbejder i stigende omfang med indholdsleverandører. Vi har jo også set det i Danmark allerede. Telenor og WIMP, Telia og Spotify + HBO”, lyder det fra Morten Imsgard.
Telmore Play er en gamechanger
Den danske teleanalytiker fra Strand Consult, John Strand, kalder Telmore Play for en ny gamechanger på mobilmarkedet:
”At Danmark gennem mange år har været et foregangsland på mobilområdet, er ikke en hemmelighed. Nogle folk omtaler det, der er sket, og det der sker i Danmark, som den danske syge, mens andre folk som os fra Strand Consult ser på Danmark som et billede på, hvordan mobilmarkedet udvikler sig, og hvad andre skal forberede sig på kommer til at ske. Strand Consult har gang på gang dokumenteret, at mobiloperatører rundt om i verden kopierer det, der sker i Danmark”, påpeger Strand.
John Strand understreger, at Telmore med deres nye indholdspakke sætter nye standarder, for hvordan MVNO´er [mobiloperatører uden eget netværk, men som lejer sig ind andres netværk, red.] vil agere i fremtiden.
”Langt de fleste MVNO´er i denne verden har brug for at løfte sig til det næste niveau. Vi har en tro på, at de kabelTV-udbydere, som har lanceret mobilprodukter, og som har valgt at gå MVNO-vejen, meget hurtigt vil kopiere Telmore og lancere tilsvarende pakker til deres kunder. Vi tror også, at der er mange operatører og MVNO´er, der vil kopiere det koncept”.