Disney+ klar i Danmark den 15. september – se pris
Ifølge Disney selv får Disney+ premiere i Danmark den 15. september. Og det bliver som forventet til en rimelig pris sammenlignet med for eksempel Netflix.
Disney+ – her er dansk pris
Disney+ får en pris på 59 kroner om måneden, hvis man betaler fra måned til måned. Man kan også vælge et årsabonnement til 589 kroner, hvilket giver en månedspris på cirka 49 kroner.
For den pris får man altså adgang til unikt indhold fra Disney, Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographics. Med i prisen er adgang på fire enheder på samme tid og 7 forskellige brugerprofiler. Så der burde være nok til at familien er dækket godt ind med et login. Opretter man en profil til børn, vil de ikke kunne få adgang til indhold, der ikke er børnevenligt.
Derudover kan man også downloade indhold til op til 10 enheder. Billedkvaliteten skulle være i op til 4K og der er Dolby Atmos til at sikre en god lyd. Netflix koster fra 79 kroner om måneden. Her får man mulighed for en bruger ad gangen og SD-kvalitet. Skal flere brugere kunne bruge abonnementet på samme tid og skal man have 4K-kvalitet, koster det op mod 129 kroner om måneden.
Udover Danmark bliver tjenesten også tilgængelig i Portugal, Norge, Grønland, Sverige, Finland, Island, Belgien og Luxemburg.
Se også: Find mobilabonnementer med streaming
50 millioner betalende abonnenter på 5 måneder
Tilbage i april kunne Disney fortælle, at deres streaming-tjeneste havde fået 50 millioner betalende brugere. Det tal nåede de på kun fem måneder og ved kun at være tilgængelig i få lande.
Nu trykker selskabet speederen mere i bund og det bliver interessant at se, om de formår at holde det høje tryk og presse Netflix på abonnementsfronten.
I Danmark er Netflix totalt dominerende, lige som i mange andre lande. Tjenester som HBO og Viaplay har langt lavere markedsandele. Noget tyder på, at Disney+ har det indhold, den pris og de funktioner og features, der skal til for at kunne gøre livet surt for Netflix.
Se også: Nyheder om streamingtjenester