Dropbox lukker for populære apps

Dropbox nedlægger mailtjenesten mailbox og fotoappen Carousel. Det meddeler selskabet selv.

Dropbox lukker for populære apps

Alternativet til Gmail, Mailbox, skabte et røre uden lige, da tjenesten startede i begyndelsen af 2013. Det, der frem for alt gjorde appen unik på den tid, var, at man kunne bruge forskellige strygebevægelser over skærmen til for eksempel at lægge en mail på en ”læs senere”-liste.

Mailbox blev opkøbt af Dropbox senere det år. Nu – næsten to år senere – meddeler cloud-selskabet, at de vil nedlægge deres mailklient.

Tjenesten lukker 26. februar.

Se også: Test af de bedste tjenester i skyen

Dropbox vil se på alternativer til Mailbox

I en udtalelse siger selskabet, at de vil bruge erfaringerne, de har fået af at køre Mailbox, ”til at skabe nye måder at kommunikere og samarbejde på”.

Dropbox henviser formentlig til Paper, en ny tjeneste, der skal komme i begyndelsen af næste år, og som skal konkurrere med Google Docs.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer med meget data

Carousel skal integreres direkte i Dropbox-appen

Men det er ikke kun Mailbox, der forsvinder i Dropbox’ vinterrengøring i produktporteføljen. De lukker også galleri-appen Carousel, der har fungeret som en slags supplement til Dropbox og ordnede de billeder, du gemmer i skyen, på en bedre måde, blandt andet ved at gruppere billederne efter dato og sted.

Carousel bliver nedlagt sidst i marts. Carousel er en app, vi selv har været glade for her på redaktionen, da den fungerede godt til at ordne de mange billeder, man let kan få ophobet i Dropbox. Dog skal man ikke græde alt for meget over nedlæggelsen af Carousel, for Dropbox vil integrere de vigtigste af funktionerne i Dropbox-appen.

Se også: Nyheder om Dropbox

Kilde