Færre solgte TV-spil mens vi venter på PS5 og Xbox Series X

Salget af spil faldt faktisk i 2019, mens alle venter på PlayStation 5 og Xbox Series X, men de mest populære spil satte salgsrekorder.

Færre solgte TV-spil mens vi venter på PS5 og Xbox Series X

Spilindustrien lever i bedste velgående og til næste år bliver det endnu vildere med tanke på, at der kommer nye generationer af to af markedets mest populære konsoller – PlayStation 5 og Xbox Series X. Netop forventningerne til de to konsoller har dog fået salget af TV-spil til at falde i 2019, omkring 12 procent.

 

Populære spil slår salgsrekorder

Det betyder ikke, at det gik ned ad bakke for alle, for spillene øverst på listen har faktisk slået salgsrekord. Det gælder især de populære franchises Call of Duty og Pokémon.

NPDs data viser, at otte af de ti bedst sælgende spil i 2019 er opfølgere til andre spil, såkaldte sequels. De to spil på top 10-listen, der ikke er del af en spilserie, er Star Wars Jedi: Fallen Order, der kom en måned inden premieren på den sidste film i den seneste Star Wars-trilogi, og Anthem, der er et nyt franchise fra skaberne bag de hyldede Mass Effect og Dragon Age.

Call of Duty: Modern Warfare indtjente mere end 600 millioner dollars bare den første weekend efter lanceringen i oktober, hvilket er den bedste digitale lancering af et spil i Call of Duty-serien. Det er en klassisk serie, og den nye version af 2007-klassikeren Modern Warfare fik mange af spillerne fra dengang til at vende tilbage til spillet.

Se også: Find bedste mobil til spil

 

Nintendo Switch Lite en af de hurtigst sælgende enheder

Microsoft og Sony har deres fokus på næste års lancering af nye generationer af deres spilkonsoller, hvilket har givet plads til Nintendo Switch, der har domineret hardware-salget i 2019.

I september kom den billigere Switch Lite, og med dens popularitet er det lykkedes Nintendo at sælge over 40 millioner enheder totalt af deres Switch-konsol. Det gør Switchen til en af de hurtigst sælgende konsoller nogensinde.

Værd at nævne i den sammenhæng er, at Nintendos Pokémon Sword og Pokémon Shield er to versioner af samme spil, men at de regnes som to separate spil på salgslisterne. Slår vi dem sammen, ville Pokémon have solgt mere end Star Wars Jedi: Fallen Order og Anthem og havne på en ottendeplads på listen over årets bedst sælgende spil. Tilsammen er de desuden det bedst indtjenende Pokémon-spil til dato.

Se også: Nyheder om gaming