Google Stadia: 9 ting du skal vide
Google – eller ret beset Alpahbet Inc., lægger nu pres på traditionelle spilkonsoller med streaming-platformen Stadia. Spilindustrien omsætter for 180 milliarder dollars om året, så det er et interessant marked, selskabet nu begiver sig ind på.
Tanken med Stadia er, at fremtidens gaming ikke skal foregå fra en boks, men fra skyen. Det kræver kraftfulde datacentre og cloud-services, men det vurderer Google at de har med de datacentre, som de har opstillet rundt om i verden.
9 ting du skal vide om Google Stadia
Hvordan virker Google Stadia?
Google Stadia dropper fremgangsmåden med en almindelig spilkonsol og i stedet skal spillene spilles on-the-go på enheder koblet op til nettet.
Man streamer altså spillene fra Googles datacentre og man skal være downloade eller installere spillene eller sikre at man har opdateret til den nyeste version af spillet – man spiller ganske enkelt bare. Google forklarer, at det tager under 5 sekunder at komme i gang med at spille.
Se også: De bedste smartphones til spil
Hvilke enheder understøtter Stadia?
Stadia understøtter stort set alle typer skærme: mobiltelefoner, tablets, computere, tv og Chromecast Ultra. Der er også understøttelse af Google Assistant og Stadia bliver integreret med YouTube, så man kan se andre spille eller lade andre se en selv spille.
Om alle typer enheder, der kan gå på nettet, understøttes af Stadia, står dog uklart. Formentlig kan de fleste modeller fungere med tjenesten, men Google vil nok som minimum lave en anbefalet liste over enheder, der er bedst at spille på, lige som de har lavet med for eksempel telefoner, de anbefaler til YouTube og virksomheder.
Se også: Guide til fede spil til mobiltelefoner
Hvilken opløsning kan man spille Stadia med?
Ind til nu er det egentlig lidt sparsomt, hvad Google har fortalt af tekniske sager om Stadia. Dog bekræfter de, at Stadia er kan streame 4K HDR med 60 fps fra start og på lydsiden understøttes surround sound.
Senere vil Stadia også kunne streame spil med 8K opløsning med 120 fps.
Hvor hurtig bredbånd skal man have for at spille Stadia?
Umiddelbart virker det til, at en platform som Stadia vil fungere bedst med Wifi eller 5G – særlig fordi latenstiden er langt mindre med wifi og 5G sammenlignet med 4G. Lav latenstid kan give fordele ved særlige action-prægede spil.
Google oplyser, at man kan streame spillene i 4K-opløsning med en 25 Mbit/s forbindelse. Det betyder, at man reelt ikke bare kan spille overalt, hvis man vil spille med 4K-opløsning, men ved lavere opløsning skal man formentlig ikke bruge så høje hastigheder.
Hvilke spil kommer til Stadia?
For nu har Google kun nævnt Assassin’s Creed Odyssey og Doom Eternal som de eneste spil til platformen. Google har dog oprettet sit eget spilstudie, Stadia Games and Entertainment, til at udvikle eksklusive spil til Stadia og de arbejder også sammen med andre spiludviklere, der kan distribuere deres spil via streaming-platformen – de vil naturligvis understøtte high end AAA-spil.
Stadia Games and Entertainment bliver ført an af Jade Raymond, der tidligere har arbejdet for Ubisoft, der står bag Assassin’s Creed, og EA and EA.
Stadia Controller
Et interessant aspekt ved Google Stadia er Stadia Controller. Det er en spilkontrol, der kan koble direkte til ens wifi forbindelse. Det har den fordel, controlleren kommunikerer direkte med Google Stadias servere, hvilket reducerer latenstiden og dermed vil spilstyringen blive endnu bedre og hurtigere end man er vant til.
Stadia Controller vil udover almindelige knapper til at spille med også have knap til at koble sig til YouTube, når man spiller og den vil også understøtte Google Assistant med stemmestyring.
Man kan dog også bruge almindelige spilkontrollere, hvis man foretrækker det.
Split screen
En interessant nyhed er, at man kan spille på split screen med Stadia – man kan nemlig streame flere spil-vinduer på én skærm for på den måde at spille mod en anden, der sidder lige ved siden af en.
Det beskrives om ‘lokal multiplayer over internettet’. Det vil dog kræve endnu højere datahastigheder at klare det nummer.
Sociale muligheder
Der er også nogle sociale aspekter ved Google Stadia, som måske vil appellere til nogle gamere. State Share giver for eksempel mulighed for at tage et snapshot af et spil, man er i gang med at spille og dele med venner eller andre rundt om i verden. Det virker til at være en blærerøvsfunktion, hvor man kan blære sig med et eller andet fedt, man lige har klaret eller gjort i spillet.
Dem, der ser dette snapshot, kan så prøve at gøre det samme, som du lige har gjort.
Crowd Play er en anden social funktion, hvor YouTube-streamere kan forbindes til deres fans og stille sig i kø til at spille mod deres favorit-gamer.
Tilgængelighed og pris
Google Stadia bliver lanceret senere på året – hvornår præcis oplyses ikke. De første lande, der får glæde af tjenesten, er USA, Canada, UK og Europa.
Google har ikke løftet sløret for mulige priser, men det forventes, at der bliver tale om månedlig betaling som man kender det fra andre typer tjenester som Spotify og Netflix. Man kan formentlig opnå en pæn rabat ved at binde sig for et år af gangen.
Se også: Nyheder om Google Stadia