Bedre økonomi i mobilspil end i spil til konsoller
Trods en holdning hos ”rigtige” gamere om, at mobilspil ikke rigtigt gælder, tjener udviklerne faktisk flere penge på at udvikle spil til mobiler og tablets end til konsoller og PCere.
Mobilspil sidder på 42 procent af markedet
Ser vi på 2017, står spil til mobiler og tablets for 42 procent af spilmarkedets totale indtjening. Det er Newzoo kommet frem til. Det er en god procentdel foran de mere traditionelle spil.
Konsolspil til for eksempel Playstation 4 står kun for 31 procent af det globale marked, mens PC-spil havner på 23 procent.
Se også: Mobiltelefoner der er bedst til spil
Augmented reality vil understrege mobilens spildominans
Det er selvfølgelig smartphones voldsomme udbredelse, der er en stor del af årsagen til, at det er gået så meget frem for mobilspillene de seneste år. I store dele af verden har stort set alle en smartphone, og de fleste har nok også et spil eller to eller endnu flere.
De fleste kan nok også blive enige om, at kvaliteten på mobilspillene ikke er lige så høj som på spillene til PCen eller konsollerne, men de har fundet vej til nye spillere, der ellers ikke vil give sig i kast med computerspil. Denne udvikling lader ikke til at have nået sin top endnu. Nye teknologier som augmented reality og så videre vil formentlig åbne op for endnu flere muligheder for spiludviklerne at finde på nye sjove spil.
Se også: De bedste spil til smartphones