podcast

Podimo: Morten Strunge vil have dig til at betale for podcast

I dag er det muligt at lytte til stort set hvilken som helst podcast kvit og frit, men mange podcast kræver faktisk blod, sved, tårer og ikke mindst penge for at producere. Det danske firma Podimo har derfor sat som mål, at vi også skal betale for at lytte til podcast – det er blandt andet serieiværksætteren Morten Strunge, der blev kendt for at tjene styrtende med penge på Oister og sidenhen har kastet sig over det digitale bogmarked med Mofibo.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

 

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Dansk podcast-platform vil have folk til at betale for podcast

Podimo skal være en platform, der grundlæggende fungerer som en streaming-tjeneste med både podcast, man allerede kender i dag og så nyt originalt indhold. Nikolaj Koppel, der er virksomhedens indholdschef, forklarer, at der er et kæmpe opsving for podcast i verden, også i Danmark og han hæfter sig ved, at det er et medie for alle aldersgrupper.

Ind til videre har det som nævnt været gratis at lytte til podcast, men målet med Podimo er at skabe en platform, hvor brugerne er villige til at betale for indholdet. Koppel siger til dr.dk, at der ind til nu har manglet et økosystem til betalingspodcast og det er altså sådan et, Podimo vil forsøge at bygge på.

Til formålet har de formået at hente omkring 45 millioner kroner ind i investering og når appen skal ud i Europa skal der endnu flere penge til.

Se også: Kom i gang med podcast

 

Unikt indhold skal få folk til lommerne – pris ikke oplyst endnu

Nikolaj Koppel forventer, at Podimo kan få folk til at betale ved at udvikle og producere podcast, der kun vil være tilgængelige på platformen og samtidig vil de arbejde på at gøre det lettere for folk at finde relevante podcast, så man finder dem, man gider at lytte til – det er altså også noget, som folkene bag Podimo forventer, at folk vil betale for.

Prisen for at få adgang til Podimo er ikke oplyst endnu, men Nikolaj Koppel løfter lidt på sløret og siger, at månedsprisen ligger i samme leje som “en god kop kaffe ude i byen – godt og vel”. Derfor skal vi forvente en pris mellem 50-70 kroner om måneden.

Podimo går i luften til september.

Se også: Guide til gratis podcast apps

 

Nærmest umuligt at tjene penge på podcast i dag

At det er svært at tjene penge på podcast, er ingen hemmelighed blandt dem, der forsøger sig med genren. For et par måneder siden valgte den populære podcast Dårligdommerne er trække stikket på grund af økonomien. Podcasten havde over 2,7 millioner downloads i alt og var en af de større podcast i Danmark.

Eric Ziengs, podcast-ekspert og stifter af nochmal.dk, var den gang ikke så overrasket over, at de har svært ved at finde økonomi til at lave podcast.

“Podcast-markedet er ganske enkelt ikke modent nok. Annoncørerne forstår ikke, hvad de får ud af det, da de ikke kan måle på samme måde som på Facebook og internetannoncer. Podcastere kan selv se, hvor mange downloads, der har været af de enkelte afsnit via deres host. De kan se, hvor længe der i gennemsnit er blevet lyttet på hvert enkelt afsnit i iTunes og Spotify. Men der er ikke ét fælles sted for data. Det er helt forfærdeligt, hvordan målinger er på podcast”, slår Eric Ziengs fast.

I følge en undersøgelse, som nochmal.dk har lavet, så vil over halvdelen af danskerne ikke betale for at lytte til podcast – de skal være gratis. Samtidig angav 60 procent annoncer i podcast som en årsag til, at de stoppede med at lytte.

Se også: Nyheder om podcast