Stadia Pro får nye store titler 1. januar: Tomb Raider: 20 Year Celebration og Thumper

Spillene Rise of the Tomb Raider: 20 Year Celebration og Thumper kommer nu til gratis brug for Google Stadias Pro-kunder. Dog forsvinder et andet Tomb Raider-spil.

Stadia Pro får nye store titler 1. januar: Tomb Raider: 20 Year Celebration og Thumper

Anmeldelserne har været blandede for Stadia, siden tjenesten startede i november, men der er masser af potentiale. Den store prøvelse for Google Stadia kommer dog først, når den gratis Base-version begynder i 2020 – først og fremmest skal udvalget af spil til Stadia udbygges.

 

Rise of the Tomb Raider: 20 Year Celebration og Thumper gratis til Google Stadia

For at få betalingsversionen Pro til at skille sig ud, tilføjer Google nu to gratis spil til de fordele, man får som Pro-kunde. Det drejer sig om Rise of the Tomb Raider: 20 Year Celebration og Thumper.

Tomb Raider-spillet kom oprindeligt i 2015 og var eksklusive for Xbox One og Xbox 360 det første år. Derefter kom spillet også til PlayStation 4 og PC. Det er en efterfølger til Tomb Raider fra 2013, der allerede ligger på Stadia Pro, og man spiller som Lara Croft, der er ude efter at finde den mytiske by, Kitezh, inden Trinity gør det.

Thumper er et beat-spil i ”rhythm violence”-genren. Det kom første gang til PC og PlayStation i 2016, og siden er det kommet til Xbox One og Nintendo Switch. Man spiller en rumbille, der skal følge beatet i spillets originale soundtrack og slå til lysende firkanter på banen. Får man for mange fejl, er det game over for billen.

Se også: Test af Google Stadia

 

 

Klar 1. januar

Begge spil bliver tilgængelige på Stadia Pro fra 1. januar, hvor de bliver føjet til listen over gratis spil. Her ligger allerede titler som Destiny 2: The Collection, Samurai Showdown og Farming Simulator 19: Platinum Edition.

Derimod kommer Tomb Raider: Definitive Edition ikke længere til at ligge som et gratis Pro-spil fra 31. december.

Se også: Nyheder om Google Stadia