Stream PC-spil med Samsung Note 10
Det var ikke så lidt, Samsung havde at fortælle om Galaxy Note 10 ved det Unpacked-event, der varede i lidt over en time. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af telefonens funktioner forsvandt lidt i mængden, blandt andet det, der har med gaming at gøre.
PlayGalaxy Link – stream spil fra pc til Note 10
En ny funktion i Galaxy Note 10 er PlayGalaxy Link, der gør det muligt at streame spil direkte fra en PC til Note 10. Det kan undre lidt, at Samsung knap nævnte denne funktion, især med alt fokus, der er på gaming i mobiler for tiden. Både Apple og Google, der må siges at være blandt Samsungs største konkurrenter, satser mere og mere på gaming, så måske burde Samsung have rettet spotlightet mere i den retning.
Det, vi ved om PlayGalaxy Link, lyder meget lig det, vi kender fra Microsofts Xbox, hvor man kan streame fra en PC til en mobil enhed, uanset om de er på samme WiFi eller ej.
En video viser forbindelsen, hvor en bruger kobler en Samsung Odyssey gaming-laptop sammen med en Note 10, der sidder i en gamepad-kontrol. Man starter med at logge ind på PCen og åbne PlayGalaxy Link-appen på Note-telefonen, derefter klikker man Start. På videoen seer man et gameplay, der kører simultant på de to enheder.
Se også: Bedste smartphones til gaming
Stadig afhængig af PC
PlayGalaxy Link er altså Samsungs seneste skud på gaming-stammen, der kommer efter konkurrenternes annoncering af henholdsvis Apple Arcade og Google Stadia. Note 10 har helt sikkert en del hardware, der er optimeret til gaming, men det ser stadig ud til, at det er PCen, der trækker det tunge læs, præcis som det er tilfældet med Microsofts og Googles løsninger.
PlayGalaxy Link lader også til at være en del af det samarbejde, Samsung og Microsoft for nylig præsenterede, og som helt sikkert skal ses som et svar på det, Apple tilbyder i sit økosystem. Desværre ved vi endnu ikke meget mere om Samsungs nye gaming-app, men vi er sikre på, at vi snart får meget mere at både se og høre.
Se også: Nyheder om gaming