Supertest: Få bedre kalender til din Android
Blandt de funktioner, der er helt fantastiske ved Android, er kalenderen, der automatisk synkroniserer med Google-kalenderen på nettet og vice versa.
Skrivningen bliver så meget lettere på computeren, og man skal ikke bekymre sig om, at al information går tabt, hvis man taber telefonen.
Men så kunne man også ønske sig, at præsentationen af denne information var bedre i mobilen. De fleste danskere, der har en Android-mobil, har formentlig mærket Sony Ericsson, HTC eller Samsung. Alle tre har valgt at designe deres egne kalendere i stedet for at bruge Androids standardkalender.
Af disse er Samsung bedst, HTC dårligst, og Sony Ericsson et sted midt imellem. Ingen af dem lykkes med at præsentere informationen i kalenderen på en måde, der når op på det, Palm-lommecomputerne klarede for ti år siden, eller for den sags skyld det, som appen Handy calendar til Symbian har klaret på små skærme i årevis.
Her er altså plads til forbedringer, og vil man forbedre sin telefon, går man til Android Market. Søger man på ”calendar”, får man dog tusindvis af træf, hvoraf en hel del er totalt irrelevante, hvis man ikke er gravid eller vil have styr på sin ægløsning. Derfor har vi gjort arbejdet for dig og fundet de kalender-apps, der er værd at prøve.
Men først nogle ord om, hvad vi vil have ud af vores kalender. Informationen i kalenderen vises næsten altid i en af fire former: dagsoversigt, ugeoversigt, månedsoversigt eller agendaoversigt.
Agenda betyder, at kommende hændelser vises på en liste i kronologisk rækkefølge, uden at man viser dage, der ikke indeholder nogen hændelser. Hvilken oversigt man foretrækker, er naturligvis en smagssag, så en god kalender skal være god til at præsentere informationen på så mange måder som muligt og gøre det enkelt at skifte mellem præsentationerne.
Det er især uge- og månedsoversigterne, der ofte lader meget tilbage at ønske. I for eksempel HTC’s standardkalender vises ugerne med farvede felter for hændelserne, og alt, hvad det siger, er egentlig, om man er ledig eller booket de forskellige dage, ikke hvad der sker.
For at se, hvad der sker, skal man trykke på hændelsen og åbne den, hvilket er langsomt og gør, at man bliver væk i kalenderen. Det kan gøres betydeligt bedre end som så.
Desuden vil man gerne have gode widgets på sin startskærm, der giver samme overskuelighed og valgmuligheder. Her skal det siges, at på grund af begrænsninger i Android-systemet kan widgets ikke være scrollbare (hvis ikke man skifter til en alternativ launcher, men det er et emne til en anden artikel), hvis de ikke er lavet af mobilproducenterne selv, så her har de medfølgende kalenderwidgets en fordel.
Det er dog en fordel, som de ofte sløser væk ved for eksempel ikke at have en widget med en fornuftig ugeoversigt.
Ud over fuldstændige kalender-apps er der også masser af rene widgets til den eksisterende kalender, som man kan downloade. VI har også gennemgået dem for at se, om der er nogen guldkorn, der kan løfte kalenderoplevelsen.