Test af spil til iOS, Android og Windows Phone: Spil du skal gå efter og spil du skal undgå
Horn
Når et spil starter med “Powered by Unreal”, så ved man bare, at der er lagt i kakkelovnen til en forrygende omgang sværdkamp pakket ind i flotte visuelle klæder.
Nu tænker du måske ’åh nej, ikke endnu en gang Infinity Blade”. Men det behøver du ikke. Om det så er til det bedre, kan være lidt smag og behag.
Man er den her dreng, Horn, som egentlig er smedlærling. Han vågner op en dag og opdager, at hans by er ødelagt og overtaget af nogle store og mærkværdige væsener. Disse væsener er faktisk byens beboere, der er blevet forbandet og det er så din opgave som Horn at befri beboerne fra disse forbandelser. Du sendes så ud på et rigtig flot eventyr i bestræbelserne på dette og har sværd, armbryst, horn og så din hjerne til at løse alle opgaver.
Det fine ved spillet er, at det ikke kun handler om at slås, man skal også tænke sig om en gang imellem for at løse spillet.
Visuelt er spillet virkelig flot og kampscenerne er heller ikke lige så hjernedøde som i et sværdspil som Infinity Blade. Man skal bevæge sig mere og det handler ikke kun om at smadre igennem med ens sværd. Jeg havde faktisk forventet et mere hjernedødt og mere humorforladt spil, lige som Infinity Blade, og jeg skulle lige bruge lidt tid på at vænne mig til det mere rare, behagelige og okay humoristiske setup.
I starten syntes jeg, at der var for meget samme stemning som i Harry Potter, altså ganske enkelt for barnligt, men så voksede spillet hurtigt og blev rigtig fængslende.
Spillet veksler fint mellem sværdkampe og opgaver, der skal løses. Jeg er dog ikke så vild med måden, man bevæger sig rundt i spillet. Man får anvist i hvilken retning man skal gå og så skal man trykke på skærmen, hvor anvisningen er. Det fungerer ikke så smidigt og holder man iPad’en med begge hænder, så er denne navigationsmåde ret besværlig. Det havde været bedre med controller nederst på begge sider af skærmen, lidt a la GTA-spillene.
Navn: Horn
Pris: Gratis/45 kroner (iOS), 46 kroner (Android)