Test af spil til iOS, Android og Windows Phone: Spil du skal gå efter og spil du skal undgå
Darklings
Darklings er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan udnytte tablettens skærm optimalt kreativ og sjov leg. Men det er også et godt eksempel på, hvordan freemium-tendensen spreder sig som en pest.
Først det gode. Darklings har stjålet alle stjernerne i verden og indhyllet verden i mørke. Man er Lum, Lysets Ansigt, der skal bekæmpe de onde Darklings, samtidig med at man skal få stjernerne tilbage. Man bliver angrebet af disse Darklings, der bærer forskellige symboler og man skal så tegne det symbol på skærmen for at bekæmpe dem.
Grafisk er spillet rigtig flot lavet og lydsiden er måske endda en endnu større styrke. Udviklerne siger selv, at man skal se en Batman-film for at få samme flotte lyd – det er måske lige at stramme den lidt, men fed er lyden i hvert fald.
Det er måske sjovt nok fundet på med at man skal tegne symboler på skærmen for at bekæmpe fjenden, men efter 10-15 minutter spil synes jeg, det blev et lidt anstrengende gameplay. Men det kan være smag og behag – jeg synes det er positivt at se, at man prøver skærmmulighederne af til nye måde at spille på.
Synes man rigtig godt om det, så får man et meget flot spil. Personligt synes jeg Max and the Magic Marker har et sjovere gameplay. Her skal man også tegne på skærmen, men det man tegner, skal rent faktisk bruges for at komme over en kløft eller for at kunne springe højt.
Desværre er det ikke super let at komme særlig langt i spillet, inden man præsenteres for muligheden for at købe sig til videre succes med de forbandede in-app-køb. For ja, desværre er Darklings ramt af Freemium-sygdommen, der hurtigt piller brodden af spillet, hvad enten man så er med på gameplayet eller ej.
Darklings
Til: iOS
Pris: Gratis, in-appkøb
Karakter: 5/10