Undervisning: Lærings apps til børn og unge

Coronavirus har tvunget de danske skoler til at lukke - her er en række lærings-apps til børn og unge inden for læsning, matematik og natur.

Undervisning: Lærings apps til børn og unge

På grund af coronavirus holder de danske skoler og institutioner lukket de næste godt 14 dage. Skolelærerne er i fuld gang med at lave planer for, hvordan børnene kan holde gang i læringen den kommende tid, så de fra på mandag kan holde gang i læringen sammen med forældrene.

Ind til det sker er der dog rig mulighed for selv at lade børnene underholde sig selv med lærings-apps til Android og iOS. Personligt synes jeg, det er bedst, hvis man som forælder selv sidder med børnene med papir og blyant og lærer børnene at regne eller skrive – eller med en fysisk bog, som de enten selv læser højt af eller får læst højt af.

Men tiden derhjemme uden klassekammeraterne kan blive lang de kommende par uger, og hvis man vil undgå, at børnene bare sidder klistret foran skærmen med Fortnite eller Netflix-film, så kan en god og underholdende lærings-app være en rigtig god mulighed til at fange børnenes interesse samtidig med, at de faktisk lærer noget.

Herunder har vi samlet en oversigt til en række lærings-apps inden for læsning og matematik samt en enkelt app, der får børnene uden for.

Se også: Mobilabonnementer til børn

Lærings apps til børn – matematik

Matematisk spil / Math Game

Matematisk spil / Math Game er på engelsk, men når man først er i gang med opgaverne og regnestykkerne, betyder det faktisk ikke noget, da regnestykkerne kan forstås af alle.

Appen henvender sig praktisk talt til alle – både de små, der skal til at lære det med at regne samt de større med erfaring med regneopgaver.

Hent Matematisk spil /Math Game til Android her.

 

Matemaslik

Matemaslik er en regnespil for børn fra to år og op. Det er med dansk tale, så barnet kan altså godt bruge appen, selvom det ikke kan læse endnu. Der er tre sværhedsgrader og regnestykker med plus, minus, gange og dividere.

Appen har også fokus på taltræning til helt basalt at lære, hvordan tallene ser ud. Den kommer i en begrænset version med få muligheder, men man kan få den fulde udgave for 25 kroner.

Hent Matemaslik til iOS her.

 

Lærings-apps til børn – læsning og sprog

Maneno

Læse-app til de 8 – 12-årige, altså henvendt til til alle børn fra 1.-4. klasse, som skal i gang eller er i gang med læsningen. I Maneno får børnene deres egen drage, som de skal ”fodre” ved at læse for den hver dag.

Vi kender flere, der bruger appen til at inspirere børnene til at læse, særligt god er den, hvis børnene ellers kan være svære at få til at komme i gang med læsningen.

Hent Maneno til iOS her og til Android her.

 

Fun english – lær engelsk

Fun english – lær engelsk er en app / et spil der har som formål at hjælpe børn og unge med at lære engelsk. Der er 144 lektioner og 470 ord og udtryk, som børnene kan lære.

Der er også 18 kurser med forskellige temaer. En god måde at lære på kan være gennem sang og der er 32 sange på engelsk i appen.

Spillet er designet af lærere og uddannelseseksperter og man kan bruge den offline og uden reklamer. Det er muligt at prøve en begrænset version gratis i 30 dage og en fuld version koster enten 79 kroner om måneden eller 509 kroner for et års abonnement.

Hent Fun english – lær engelsk til Android her og til iOS her.

 

Lærings-apps til børn – naturen

Det Danske Spejderkorps står bag friluftsappen Woop App og har som fokus at lære børn og unge om naturen. Ideen med appen er blandt andet at få børn og unge ud og bevæge sig i naturen med en smartphone i hånden på jagt efter poster i landskabet og hvor de så samtidig skal svare på spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Tanken er at kombinere leg og læring, så børnene og unge får mere indsigt i naturen.

Du kan hente Woop App til iOS her og til Android her.

Se også: Nyheder om apps