10 billige sommermobiler

Vi har samlet ti billige sommermobiler, hvoraf I kan se de første fem her. De er perfekte til sommerferien, da funktioner er mangfoldige og priserne små.

10 billige sommermobiler

Motorola MOTOKRZR K1

Pris: 199 kroner, i alt 1.592 kroner med seks måneders abonnement med Telia Xpress 2.0. Inkluderer fri SMS, MMS og MSN Messenger. Uden abonnement er prisen 995 kroner. Se prisen på K1 her.

Det, der først og fremmest falder i øjnene med denne model, er den lækre blå farver, der bare emmer af sommerblå himmel. Dog falder den noget i gennem på funktionerne. Kameraet er godt nok på 2 megapixel, men det er uden autofokus. Den er noget tyk i det med 17 millimeter, men til gengæld er den ret smal med 42 millimeter. Ingen FM-radio, men en MP3-afspiller og plads til hukommelseskort – lyden er på det jævne. Det samme kan man sige om skærmen, men tasterne er helt okay til at gå sms-amok på. Den bruger Motorolas egen iTap i stedet for den mere velkendte T9, når man skriver. Det kan være et problem. Klapformatet giver den ekstra beskyttelse til sommerens strabadser.

Plusser

Klapformatet

Plads til hukommelseskort (2GB)

Minusser

Kamera mangler autofokus

Mangler FM-radio

Konklusion

Et prisskilt på godt 1.000 kroner faktisk lige i overkanten for denne mobil – abonnementet er rigtig godt til hardcore forbrugere af sms, mms og Messenger. Designet er kompakt og klapformatet giver ekstra beskyttelse, men ærgerligt at den mangler FM-radio, så sørg for at fylde hukommelseskort godt op med musik og lydbøger.

2 ud af 6 stjerner

Samsung U600

Pris: 1 krone, i alt 500 kroner med seks måneder abonnement med Sonofon Base SMS. 80 øre i minuttet, SMS 9 øre stykket. Uden abonnement er prisen 1.383 kroner. Se prisen på U600 her.

Ultra tyndt og lækkert design – kun 10,9 millimeter tyk – et kamera på 3-megapixel med autofokus der tager gode billeder, en FM-radio med RDS (det betyder, at begynder man at lytte til P3 i Frederikshavn og kører ned igennem landet, så finder den selv løbende frekvensen), plads til hukommelseskort, spil og stereo-bluetooth gør U600 til et super valg til sommeren. Kan kobles op til tv’et, så man kan se billeder og videoer fra sommerferien på stor skærm. Ærgerligt, at den ikke har 3G og at tasterne kan drille.

Plusser

Prisen

Kameraet

Minusser

Mangler 3G

Tasterne

Konklusion

Jeg er ikke selv vild med tasterne, men det er måske mere en vane sag. Ellers en super telefon fra Samsungs trendsættende Ultra-serie bundet op på et godt abonnement hos Sonofon – den samlede pris for seks måneder trækker meget op i karaktergivningen. Designet er i top, og den byder på mange gode underholdningsfunktioner.

5 ud af 6 stjerner

Nokia 6233

Pris: 1.099 kroner, i alt 1.892 kroner med seks måneders abonnement med TDC Max SMS+. Inkluderer fri sms og mms. Minutpris 99 øre. Uden abonnement er prisen 1.168 kroner. Se prisen på 6233 her.

Umiddelbart ligner denne mobil nul og niks med det temmelig triste design, som Nokia var kendte for 2-3 år tilbage. Men inden under det triste ydre finder man en habil mobil med 3G, MP3-afspiller til både musik og lydbøger, FM-radio (dog uden RDS), et 2-megapixelkamera (dog uden autofokus), plads til hukommelseskort op til 2GB og stereo-bluetooth. Skærmen er lille, men skarp, og spillene Nokia World Cup, 3D Street Racer og 3D Snake følger med, så det skulle være muligt at slå nogle timer ihjel på underholdende vis med denne mobil.

Plusser

Prisen uden abonnement

3G

Minusser

Ekstremt trist design

Kameraet

Konklusion

Uden abonnement får man en fin mobil, hvis man ser bort fra designet selvfølgelig, til en rigtig fornuftig pris, men man skal huske på, at for eksempel kamera og FM-radio er uden smarte features, som får dem til at skille sig ud.

4 ud af 6 stjerner

Samsung SGH i300

Pris: 99 kroner, 1.632 kroner med seks måneder abonnement med CallMe Triumf275. Sms koster 25 øre stykket, minutpris på 69 øre. Minimumsforbrug 275 kroner om måneden. Uden abonnement er prisen 899 kroner. Se prisen på i300 her.

Meget trækker ned på den her tyksak fra Samsung: Tykkelsen på 20 millimeter og en vægt på 121 gram, et kamera på 1,3 megapixel uden autofokus, den mangler 3G, Wi-Fi og FM-radio. Til gengæld har den 3 GB indbygget hukommelse og kan håndtere hukommelseskort på 2G, så den samlet giver plads til 5 GB – med andre ord, mindst 1.000 sange er der plads til eller et hav af lydbøger. Et ekstra stærkt batteri følger med som giver lang tale- og spilletid til de lange ture inden opladning er nødvendig. En mobil, hvor min egen mor vil have sagt "den er da vist mere speciel end køn!". Men den skal nok vække interesse hos mobilnørder.

Plusser

Prisen uden abonnement

Hukommelsen

Minusser

Tykkelsen

Kameraet

Konklusion

Ikke lige mobiltelefonen man kan gemme i badebukserne eller som giver de store billedmæssige oplevelser, men den er garant for masser af musikalsk underholdning til køreturen med op til 5 GB hukommelse. Kraftigt batteri sikrer lang spilletid. Køb den uden abonnement og brug det du har eller find et, der er billigere.

2 ud af 6 stjerner

LG KE970 Shine

Pris: 899 kroner, i alt 1.398 kroner med seks måneders abonnement med Sonofon Base SMS. Minutpris på 80 øre. SMS koster 9 øre stykket. Uden abonnement er prisen 1.274 kroner. Se prisen på Shine her.

Designmæssigt en rigtig flot telefon med tyndt og stærkt design. Den er 13,8 millimeter tynd, men vejer 117 gram. Til sammenligning vejer de letteste telefoner i denne test 71 gram. Den har hverken FM-radio eller 3G, men den har derimod en fornuftig MP3-afspiller til musik og lydbøger. Lydkvaliteten er godkendt, men så heller ikke meget mere. Kameraet på 2 megapixel med autofokus, så billedkvaliteten er ganske god. Skærmen er dejlig stor med 2,2 tommer, hvilket gør spiloplevelsen god. Uden 3G er den ikke specielt velegnet til at læse nyheder med, som man finder på det mobile internet.

Plusser

Formatet

Kamera

Minusser

Mangler 3G

Mangler FM-radio

Konklusion

Er du ude efter en mobil med et lidt anderledes design, så kunne LG KE970 være noget for dig. Prisen tager i betragtning får man et godt design, men jeg savner en FM-radio til sommerrejserne. Med mindre du har et rigtig godt abonnement i forvejen, så er Sonofons Base SMS slet ikke tosset.

3 ud af 6 stjerner