10 gyldne citater om iPhonen

Det er i dag fem år siden, at Apple sendte deres første iPhone i handlen hos den amerikanske udbyder AT&T. Vi har set lidt på, hvad der er blevet sagt og skrevet om telefonen, der på mange måder har vendt op og ned på mobilbranchen.

10 gyldne citater om iPhonen

Vi har været en tur rundt på det her internet og fundet et par håndfulde citater, der alle handler om den iPhone, som i dag kan fejre, at den har været på markedet i fem år.

1. Bill Gates, øverste chef i Microsoft har på spørgsmålet om han ville købe en iPhone svaret:

”Jeg er selvfølgelig nok den forkerte at spørge. Jeg vil bare gerne kunne trykke telefonnumre med en hånd, men måske er jeg den eneste.”

2. Steve Jobs
, Apples daværende øverste chef udtalte under lanceringen af iPhone i januar 2007:

”En gang imellem kommer der et revolutionerende produkt, som forandrer alting. Man er meget heldig, hvis man kan få lov at arbejde med sådan et produkt på et tidspunkt i ens karriere… Apple har været heldige med at introducere et par produkter af denne slags.”

Læs også: Telia, Telenor, 3 og Samsung: Tillykke med de fem år, iPhone!

3. John C. Dvorak
, amerikansk klummeskribent udtalte forud for lanceringen af iPhone i marts 2007:

”Apple bør trække stikket på iPhone… Apple risikerer her sit ry som den hotte virksomhed, der ikke kan gøre noget forkert. Hvis man er smart vil man kalde iPhone for et ‘reference design’ og give den videre til nogle andre ‘suckers’ der kan bygge den med et andet firmas marketingsbudget. Så kan man imens vaske sine hænder for den fejl på markedet… Hvis ikke man gør det, vil jeg råde folk til at dække deres øjne. Du vil ikke kunne lide, hvad du vil komme til at se.”

4. I artiklen ‘Rethinking the iPhone’ i PC Magazine skrev samme John C. Dvorak efter lanceringen:

”Okay, du bliver da den mest coole person i rummet, når du hiver en frem og viser den frem, men den bliver hurtig gammel, når tre andre har den samme og en har en version, der kan lyse op i mørke.”

5. Anssi Vanjoki, 
Nokias daværende vicepræsident, udtalte om Nokias planer om at lancere en iPhone-lignende telefon i 2008.

”Når der findes noget rigtig godt i verden, så kopierer vi det med stolthed.”

Læs også: Tillykke med fødselsdagen fra Telia, Telenor, 3 og Sasmung.

6. Samme Anssi Vanjoki sagde året efter:

”Udviklingen indenfor mobiltelefoner vil være den samme som hos pc’er. Med Mac har Apple tiltrukket sig megen opmærksomhed i starten, men de har stadig et niche producent. Sådan vil det også være inden for mobiltelefonerne.”

7. Jon Rubinstein, tidligere vicepræsident i Apple, samt chef for iPod-divisionen sagde i 2005:

”Findes der en brødrister, der også forstår at brygge kaffe? Der findes ikke sådan en kombineret enhed, fordi den ikke ville kunne det bedre end en dedikeret brødrister eller kaffemaskine. Det fungerer på samme måde med en iPod, et digitalt kamera og en mobiltelefon. Det er vigtigt at have specialiserede enheder.”

8. Steve Ballmer, Microsofts øverste chef sagde 30. April 2007
”Der er ingen chance for, at iPhone vil få nogen betydelig markedsandel. Ingen chance. Det er en 500 dollar stor tilskudsvare.(operatørtilskud. red.) De kan lave en masse penge. Men hvis du tager et kig på de 1,3 milliarder telefoner, der bliver solgt, ville jeg hellere have vores software i 60, 70 eller 80 procent af dem, end jeg ville have de 2 eller 3 procent, det er det, som Apple kan få.”

9. I en kommentar fra klummeskribent Matthew Lynn fra Bloomberg lyder det i starten af 2007:

"iPhone er ikke mere end en luksusvare, der vil appellere til nogle ekelte gadget-freaks. Med hensyn til dens indvirkning på industrien, så er iPhone mindre relevant… Apple vil sandsynligvis ikke have nogen indvirkning på dette marked… Apple vil sælge et par til nogle fans, men iPhone vil på sigt ikke efterlade noget aftryk i branchen.”

Læs også: Galleri: 5 år med iPhone

10. Og så er der selvfølgelig klassikeren fra den danske teleanalytiker John Strand, der i 2008 kom med følgende citat:

"De (Apple. red.) bliver ikke en seriøs spiller på mobilmarkedet, de forbliver niche. Det kan også være okay, men det berettiger ikke til al den virak, der har været omkring den.

Bonuscitat:

TDC var ikke med på førstebølgen, da iPhonen kom til Danmark, og i Ekstra Bladet blev kommunikationsrådgiver Per M. E. Christiansen i starten af 2009 citeret for følgende:

"iPhone er først og fremmest en smart designermobil. Og de folk, der har den, er mest interesserede i at rende rundt og se smarte ud. Så vi tror ikke, at de er kede af ikke at kunne gå på nettet med telefonen."

Videre om temaet

Interessen for temaet fortsatte. Redaktionen gik videre med sagen. 29/6/2012 var der nyt om emnet i nyheden Telia, Telenor, 3 og Samsung: Tillykke med de fem år, iPhone! – Den videre historie om temaet finder du her. Tjek også seneste nyt om emnet ved at klikke her..