100.000 iPhones slipper ud af fængsel
Det er populært at lægge nye programmer ind på iPhonen. Så populært, at ny software, der gør det let at få tredjeparts applikationer lagt ind på iPhonen, er blevet downloadet omkring 150.000 gange på få dage.
AppSnapp, som programmet hedder, blev lagt på nettet i søndags. Udviklerne mener, at de 150.000 downloads betyder at 100.000 iPhones nu kører software fra tredjepart.
Interessen for at udvide funktionaliteten på iPhone har været fænomenal. Dertil kommer, at den er låst til AT&Ts netværk i USA, hvilket har gjort mange fans rasende, da de ikke får den bedste service de kunne få, mener de.
Det har ført til, at iPhonen gang på gang er blevet hacket. Apple forsøgte for nyligt at dæmme op for udviklingen ved at lave ny software til telefonen, der gjorde den umulig at hacke.
Det har dog bare ført til endnu en bølge af hacks, hvoraf AppSnapp bare er det sidste skud på stammen.