128 gigabyte hukommelse til mobilen
Det er i øjeblikket svært at finde mobiltelefoner, hvor man kan gemme 32 gigabyte data. Og hvis man vil gemme mere end dette, er man nødt til at købe et hukommelseskort, hvis telefonen vel at mærke har plads til dette.
Nu har Toshiba udviklet et nyt hukommelsesmodul til telefoner og andre mobile enheder, hvor man har firdoblet kapaciteten til hele 128 gigabyte. Det har man gjort ved at sammenkoble 16 chips på 8 gigabyte og efterfølgende placeret dem i en styreenhed. Denne enhed fylder blot 17 x 22 x 1,4 millimeter. Toshiba arbejder også på en variant med 64 gigabyte hukommelse.
Ifølge producenten vil man kunne levere testeksemplarer af 64 GB-modellen til mobilproducenter i løbet af august, og man regner med at påbegynde masseproduktion i årets fjerde kvartal. Den større udgave med 128 gigabyte hukommelse vil blive testet i september og ligeledes masseproduceres i årets sidste kvartal.