15 milliarder hentede apps i Google Play
Den britiske avis Independent publicerede forleden en artikel om at Google snart ville ramme en milepæl på 15 milliarder hentede apps i Google Play-butikken, og det fik hjemmesiden TechCrunch til at bede Google om de officielle tal.
Det viser sig, at Google faktisk allerede har nået den imponerende milepæl – det gjorde de faktisk for "et par uger siden".
Det sidste officielle tal for Google Play stammer fra Googles kvartalsrapport for fjerde kvartal i 2011, og her blev det oplyst at man havde ramt 11 milliarder downloads.
1 mia. downloads om måneden
Et simpel regnestykke viser altså, at Google Play oplever omkring en milliard app downloads om måneden. Til sammenligning har Apples App Store omkring 1,25 milliarder downloads hver eneste måned.
Antallet af apps i de to programbutikker er også svimlende højt. Google Play har over 500.000 apps, mens Apples programbutik indeholder over 600.000 apps. Når det kommer til stykket handler det dog snarere om kvalitet end kvantitet, og her kan programudvalget hurtigt blive en subjektiv affære.
Google Play er kendetegnet ved at indeholde markant flere gratis programmer og spil end i Apples App Store. Ifølge analytikere Horace Dediu havde Apple betalt udviklere op mod 4 milliarder dollars frem til januar 2012, mens Google "kun" havde udbetalt omkring 320 millioner dollars til sine Android-udviklere.
Google Play er navnet på det tidligere Android Market. Google ændrede navnet på tjenesten for et par måneder siden.