2 megapixels i starten af 2005

Samsung har netop sendt den første 2 megapixels telefon på gaden i Sydkorea. I starten af 2005 bliver det Europas tur.

2 megapixels i starten af 2005

Samsung SPH-V440 er Samsungs første 2 megapixels kameramobil. Og modellen er netop sendt ud på det sydkoreanske marked.

Sharp har tidligere sendt en 2 megapixel model ud, og Casio barsler med det samme. Og til juni sender Sharp den første model med optisk zoom på det asiatiske marked.

Dermed er Asien stadig noget foran Europa, hvor den første kameramobilmed 1 million pixels netop sendes på markedet i næste uge (Nokia 7610)

Samsungs øverstbefalende Ki Tae Lee har tidligere forklaret at Samsung ville sende en 2 megapixels model på markedet i Europa inden årets udgang.

Til Mobil siger Michael Alström der er produktansvarlig hos Samsung i Skandinavien, at der godt kan gå et par måneder mere.

– Vi planlægger at komme med en 2 megapixels model i slutningen af året, men om det så bliver det, eller om vi skal hen i starten af 2005, ved jeg ikke endnu. Det ved jeg først i sensommeren.

Meget tyder da også på, at Sharp kommer først med en 2 megapixels model – Sharp sælges blot kun hvor Vodafone er – og de er som bekendt ikke i Danmark.

Men også mobiltelefoner med optisk zoom er lige om hjørnet. Også her tror Michael Alström at Europa kommer til at få den slags mobiltelefoner i 2005.

Japans og Sydkoreas forspring er dog ikke sådan at hente. For i løbet af 2005 kommer de første 3,2 millioner pixels kameramobiler på markedet – samme tid som vi får 2 millioner pixels.