200.000 har hentet Danske Banks MobilePay på 6 uger

Danske Banks nye betalings-app til mobilen, MobilePay, er hentet 200.000 gange på seks uger og halvdelen er kunder i andre steder end i Danske Bank.

200.000 har hentet Danske Banks MobilePay på 6 uger

Med MobilePay skabte Danske Bank for seks uger siden et smart alternativ til kontanter, som gør det lige så nemt at overføre mindre beløb som at sende en SMS.

MobilePay kan bruges af alle danskere, uanset bank. Man skal bare have en smartphone, et dansk mobilnummer, betalingskort og en bankkonto for at komme i gang.

Og det er åbenbart noget, danskerne kan lide. På seks uger har over 200.000 bankkunder hentet app’en ned. Til sammenligning skulle Danske Bank bruge 12 måneder for at nå samme tal for deres bank-app, der blev lanceret tilbage i 2010.

”Det overgår klart vores forventninger og viser, at danskerne er meget hurtige til at tage nye digitale løsninger til sig”, siger Jesper Nielsen, chef for forretningsudvikling i Danske Bank Personal Banking, der tilføjer, at appen bliver hentet 3.000 gange dagligt for tiden.

Og det interessante for Danske Bank er, at knap halvdelen er kunde i en anden bank end Danske Bank. ”Det er vi rigtig glade for. Det viser, at MobilePay har bred opbakning, fordi den er for alle og nem at bruge,” siger Jesper Nielsen.

Jesper Nielsen forklarer, at deres ældste bruger er 93 år.

Danske Bank oplyser, at brugerne ind til nu har sendt 23 millioner kroner fra en mobil til en anden og at det beløb nu stiger med 1 million kroner om dagen. I gennemsnit overfører brugerne 140 kroner per gang. gang.

Danske Bank kører lige nu en idébank på Facebook, hvor de spørger brugerne, hvad MobilePay skal kunne i fremtiden. Skal man for eksempel kunne betale på Facebook, i butikker eller noget helt tredje? De forslag, der får flest stemmer, gennemfører Danske Bank, hvis det kan lade sig gøre rent teknisk, forklarer Jesper Nielsen.

MobilePay kan hentes gratis til både iPhones og Android-telefoner.

Man kan sende op til 500 kroner per gang og maksimalt 1.000 kr. om dagen. Herudover kan man gennemføre ind- og udbetalinger på op til 18.000 kroner per kalenderår.

MobilePay er gratis at bruge frem til 1. januar 2014. Herefter vil det fortsat være gratis for kunder, som er tilmeldt Danske Banks kundeprogram og som efterregistrerer sig i Netbanken.