2019 var de trådløse earbuds’ år – Apple dominerede forventet
Hvis man bare nogenlunde regelmæssigt tjekker nyheder om teknologi, har det været svært at undgå den utrolige popularitet de helt trådløse earbuds har fået de seneste år. Det var ikke alle producenter, der var med fra begyndelsen, men nu er det svært at finde en producent af lydprodukter, der ikke har mindst en model af trådløse earbuds på markedet.
Det er tilmed muligt at finde faktisk billige modeller, der stadig har okay lyd.
True wireless earbuds hurtigst voksende lydprodukt
Markedsanalyser fra Canalys viser et lignende billede. Faktisk viser tallene, at de helt trådløse earbuds er det hurtigst voksende produkt inden for lydprodukter med en stigning på 183 procent i tredje kvartal af 2019 i forhold til året inden.
De har overhalet trådløse høretelefoner af den slags, der har en ledning mellem de to høretelefoner og trådløse hovedtelefoner af on-ear eller over-ear-variant. Det betyder, at de små earbuds er det mest populære produkt i lydkategorien.
Se også: Priser på helt trådløse earbuds
43 millioner solgte earbud i 3. kvartal 209 – Apple stod for 43 %
På verdensplan solgtes der 43 millioner helt trådløse earbuds i tredje kvartal af 2019, og de flest valgte at købe sig et par AirPods fra Apple, hele 43 procent, hvilket svarer til 18,2 millioner sæt.
Det forventes, at Apple fortsat kommer til at sidde på førstepladsen, ikke mindst takket være den nye støjreducerende Pro-variant. Det er godt nok noget dyrere end forgængeren, men lyden er så tilpas meget bedre, at man nok gerne give de ekstra penge for headsettet.
Efter Apple finder vi Xiaomi med 7 procent og Samsung med 6 procent og derefter en lang række producenter af lydprodukter eller mobiltelefoner.
Se også: Guide til de bedste earbuds
Fremtidens earbuds har fokus på bedre lyd og AI
De mere traditionelle audioproducenter har brugt deres ekspertise til at skabe produkter med fantastisk lyd, mens producenterne af Android-telefoner nærmere kopierer AirPods for at give forbrugerne en kombination af telefon og earbuds, der giver ekstra fordele.
Når et par earbuds er godt integreret med en mobil, giver det en rigtig lukrativ pakke. Et eksempel på det er Samsungs Galaxy Buds, der er et rigtig godt tilbehør til ens Samsung-telefon.
Det er meget sandsynligt, at vi kommer til at se meget mere af den slags i 2020, men samtidig med mere fokus på lydbilledet, hvor det bliver kvaliteten af lyden, der bliver afgørende for valget af earbuds.
Formentlig kommer vi også til at se flere earbuds med AI-funktionalitet.
Se også: Nyheder om true wireless earbuds