24 smarte apps til Windows Phone
Connectivity Shortcuts
Savner du hurtig adgang til at slå de trådløse forbindelser til og fra på din Windows Phone-mobil, er her et bud på en løsning.
Når man åbner denne app, får man fire store knapper, der ved et tryk giver direkte adgang til henholdsvis Wi-Fi-, Bluetooth-, mobilnetværks- og flytilstands-indstillingerne.
Man kan også ved hjælp af appen lave direkte links på startskærmen, som så angiver status for en af forbindelserne samt også ved et tryk giver adgang til indstillingerne for denne forbindelse.
Det er ikke så gennemført, som hvis man direkte på startskærmen kunne slå de forskellige forbindelser til og fra, men det er nok noget af det bedste, man kan få, med de restriktioner, Windows Phone har i øjeblikket. Og med dét in mente er det egentlig en fin app.
Karakter: 8/10
Pris: Gratis