2G er nu hurtigere end 3G
Man kunne måske tro, at 2G var dødt, og 3G var vejen frem. Sådan forholder det sig nu ikke helt. For faktisk har Nokia Siemens Network netop præsenteret en ny 2G-løsning, der bygger på EDGE, og er dobbelt så hurtig, som det EDGE-netværk vi kender i dag. Den nye EDGE-standard skulle således have en have en hastighed på op til 592 kilobit per sekund, hvilket faktisk er hurtigere end det normale 3G-net, der har en hastighed på 384 kilobit per sekund.
Nokia Siemens Network opererer netværk for 260 operatører i 117 forskellige lande, og disse operatører får mulighed for ved hjælp af en software-opdatering at gøre brug af denne nye EDGE-standard fra tredje kvartal i år.
Nokia Siemens Network har desuden allerede planer om at videreudvikle EDGE til hastigheder på helt op til 1,2 megabit per sekund i fremtiden.