3 dropper kundeombudsmanden
Tre måneder efter at 3 lancerede ham, sender teleselskabet nu titlen Kundeombudsmand på køkkenmøddingen.
Baggrunden for at kyle ombudsmanden på porten er en måske kommende strid om navnet, som den danske stat selv gerne vil have patent på. Det skriver 3 i pressemeddelelse her til formiddag. Titlen Kundeombudsmand har siden 1. april været benyttet af den erfarne jurist, som blev ansat i 3 med det ene formål at sætte fokus på selskabets kundeservice og sikre, at kundernes rettigheder respekteres til punkt og prikke overalt – ligesom 3’s ”Kundombudsmand” i Sverige.
Selvom det nu er slut med navnet, så bevarer medarbejderen jobbet og opgaverne som kundernes rettighedsforkæmper forbliver uændrede.
”På trods af, at der er tale om en af vores sprogs største eksportsucceser, der anvendes over hele verden, så kan det altså ikke lade sig gøre for en virksomhed i Danmark at anvende den titel, som beskriver jobbet bedst. Derfor må vi nu køre titlen Kundeombudsmand på køkkenmøddingen og håbe, at politikerne med tiden besinder sig, så vi engang i fremtiden kan grave titlen frem igen,” siger Morten Christiansen, CEO i 3 Danmark i en pressemeddelelse.
”Inden sagen udvikler sig til det helt store juridiske skoleridt, så stopper vi med at bruge titlen Kundeombudsmand og finder på noget andet. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi mener det alvorligt, når vi vil sætte fokus på kundernes rettigheder ved at ansætte en jurist, der er uafhængig af vores salgs- og kundeserviceafdelinger, og som kunderne kan henvende sig direkte til med deres sager,” lyder det fra Morten Christiansen.
Hvad Kundeombudsmanden i 3 – som i øvrigt er 40 år gammel og hedder Peter Fogh Knudsen – skal tituleres i fremtiden er et åbent spørgsmål. Blandt titlerne på tegnebrættet er Kundeambassadør, Kunderevisor og Kundeservicekontrollant eller måske Kundeminister, som vistnok endnu er en ubeskyttet titel. Nu beder 3 sine kunder om hjælp til at finde en ny titel ved at stemme på den titel, som de synes, dækker hans jobfunktioner bedst.