3 klar til at dække metroen
Fredag underskrev 3 og Ørestadsselskabet en aftale om at etablere 3-dækning i metrotunneller og på stationer. 3 er dermed det første danske teleselskab, der melder sig klar til at få etableret 3G-dækning i metroen. I dag underskriver Ørestadsselskabet og de to entreprenører Relacom Danmark og Telpartner A/S aftalen om at bygge det anlæg, der skal sikre dækningen. Anlægget forventes færdigt i tredje kvartal af 2007.
– Vi er glade for, at vi som det første teleselskab har indgået aftale med Ørestadsselskabet om 3G-dækning i metroen. For vores kunder er det vigtigt at have adgang til for eksempel e-mails og onlinetjenester, uanset tid og sted. Og intet sted er vel mere oplagt at streame musik eller læse e-mails og tjekke de seneste sportsresultater på nettet, end når man er på farten i metroen, siger Henriette Høyer, kommunikations- og marketingdirektør i 3.
– Vi ser frem til at kunne tilbyde 3G-dækning i metroen. For os hænger ideen om en højteknologisk metro godt sammen med at bringe højteknologien ud til folk, mens de benytter metroen. Vi ønsker, at vores brugere får adgang til de samme muligheder, mens de benytter metroen, som de har andre steder. Vi er glade for, at 3 som det første teleselskab har underskrevet aftale om at tilbyde 3G-dækning til deres kunder i metroen, siger Torben Johansen, teknisk direktør i Ørestadsselskabet.