3 lancerer egen mobil næste uge

3's ejere meldte for nogle uger ud, at de vil være mobilproducent og lancerede firmaet INQ Mobile. Fokus i de nye mobiltelefoner er sociale tjenester som Facebook, og den første telefon skulle være klar i næste uge.

3 lancerer egen mobil næste uge

Vi skal så småt til at lære et nyt mobilmærke at kende, nemlig INQ Mobile. 3’s ejere, Hutchison Whampoa, står bag firmaet, som de lancerer, fordi de er trætte af at skulle betale dyrt for telefoner, som de ikke mener, lever op til deres krav og forventninger.

Fokus i de nye mobiltelefoner fra INQ er sociale tjenester som Facebook.

IT-websitet ITProPortal.com oplyser nu, at 3 i England og Australien lancerer telefonen i næste uge. INQ’s direktør, Frank Meehan oplyste tidligere til Mobil, at telefonen ville blive lanceret i USA som det første land.

ITProPortal baserer deres oplysningerne på, at 3 i England i sidste uge uploadede en side på deres website, hvor de lover en ny måde at bruge Facebook på telefonen på. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Meehan, om der er hold i de nye oplysninger, eller om telefonen også kommer til Danmark allerede i år eller først til næste år.

3 herhjemme fortæller dog til Mobil.nu, at de ikke har planer om at tage den første telefon fra INQ ind i deres sortiment overhovedet, men de forventer, at nye INQ-modeller kommer ind i deres sortiment næste år.

Det forlyder videre, at INQ-mobilen vil koste operatørerne 200 dollars, knap 1.200 kroner. Kilder i branchen fortæller, at en telefon som Nokia N95 8GB koster omkring 3.000 kroner for operatørerne.

Du kan i øvrigt læse et stort interview med INQ’s direktør Frank Meehan i det kommende nummer af Mobil, der er i butikkerne på torsdag. Her fortæller han om visionerne bag INQ.