3 lancerer gratis startpakke til Internet of Things

3 forsøger at få mindre virksomheder til at få gang i brugen af Internet of Things med en ny gratis IoT-startpakke. Se her, hvad den indeholder.

3 lancerer gratis startpakke til Internet of Things

Flere virksomheder bør ifølge teleselskabet 3 kaste sig ud i Internet of Things (IoT) og prøve teknologien af. Derfor lancerer 3 nu en gratis startpakke til virksomheder, som indeholder de værktøjer, der skal til for at komme i gang med at designe, udvikle og teste IoT.

 

Internet of things startpakke til alle fra 3

Internet of Things (IoT) kan hjælpe virksomheder med at optimere processer, opsamle værdifuld data, skabe fuld kontrol over enheder og på den måde spare både tid og penge. Men på trods af det store forretningsmæssige potentiale tøver alt for mange virksomheder ifølge 3 med at gå i gang med IoT.

”Rigtig mange er i tvivl om, hvad IoT kan, og hvad det kræver. De har en forfejlet opfattelse af, at det kun er for de store spillere. Det er helt forkert. IoT er for alle, og det er hverken svært eller dyrt at prøve teknologien af. For eksempel kan et SIM-kort koblet til en sensor i en container rapportere om temperatur, fugtighed og belastning, så man kan sikre sig, at ens varer har optimale forhold under transporten,” forklarer Sigurd Leth, der er direktør for 3Business.

3 nævner også som andre eksempler, at en sensor i en industrikaffemaskine kan rapportere om status på maskinen og behov for service og dermed via IoT optimere driftsomkostninger og oppe-tider.

Digitale skilte i en butik kan også drives via en IoT-løsning, som gør det muligt at fange kundens opmærksomhed med engagerende oplevelser og oprette skræddersyede meddelelser i realtid.

Se også: Find mobilabonnementer med meget data

IoT kræver ikke 5G

For at give virksomhederne en hjælpende hånd har 3’s erhvervsafdeling udviklet en startpakke, som kan bestilles gratis. Den indeholder tre SIM-kort med data til seks måneder, et værktøj til test i realtid, udviklersupport og fuld adgang til selvbetjeningsmodulet Cisco Jasper Control Centre. Her kan kunderne få overblik over SIM-kortene, mulighed for at styre dem og værktøjer til at analysere deres aktivitet.

”Vi vil gerne give virksomhederne mulighed for at teste IoT i et hjørne af forretningen, så de kan få en fornemmelse af, hvad teknologien kan. Der er meget snak om 5G, men med mindre man producerer hospitalsudstyr eller selvkørende biler, er der ingen grund til at vente. Der er uendelig mange muligheder for at skabe værdi med IoT på det nuværende 4G-netværk,” slår Sigurd Leth fast.

Den nye startpakke giver virksomhederne adgang til netværk i mere end 200 lande, fuld synlighed og kontrol over alle SIM-kort på én platform og en skalerbar løsning, der kan tilpasses efter testperiodens udløb.

Se også: Sammenlign priser på IoT produkter

 

Fakta om 3’s IoT starter-kit

  • Pakken indeholder tre SIM-kort med adgang til 3-netværket og international roaming. Hvert SIM-kort har 30 MB data pr. måned i seks måneder, som også kan bruges i udlandet, samt 50 SMS-meddelelser og 10 minutters tale pr. måned.
  • Pakken giver fuld adgang til Cisco Jasper Control Centre. Selvbetjeningsmodulet giver komplet og detaljeret overblik over alle enheder, remote enhedsstyring og omfattende analyseværktøjer.
  • Med til pakken hører også værktøj til test i realtid og hjælp til diagnostik og problemløsning ved hjælp af 24/7 netværksovervågning og support.
  • Pakken indeholder også udviklersupport med komplet udvalg af udviklerværktøjer, adgang til API’er og samme miljø til test og implementering.

Du kan læse mere om 3 IoT startpakke her.

Se også: Nyheder om Internet of things

Mere om temaet

Siden vi bragte denne historie er der kommet nyt om sagen. katrine gik videre med historien. 14/2/2019 puplicerede vi en ny vinkel om temaet med en artikel der tunede ind på Russisk “farvel” til internettet – Følg det videre forløb her. De seneste nyhedsartikler om temaet “Internet” finder du her..