3 melder om historisk højt dataforbrug på Roskilde Festival

Hvert år melder 3 om ny rekord for dataforbruget på Roskilde Festival og den blev også klart slået igen i år.

3 melder om historisk højt dataforbrug på Roskilde Festival

Roskilde Festival dannede igen i år rammen om et rekordhøjt dataforbrug blandt teleselskabet 3’s kunder. Hele 87 TB data blev der brugt i 3’s netværk fra opvarmningsdagene begyndte lørdag 29. juni til festivalen var ovre søndag 7. juli. Det svarer til 1.617 døgns konstant Netflix-streaming i HD-kvalitet og er en stigning på 8% i forhold til sidste års festival. Særligt Instagram hittede blandt festivalgæsterne.

Også sidste års dagsrekord blev slået, da festivalgæsterne torsdag brugte hele 14,1 TB på ét døgn. 3’s kunder brugte til sammenligning 16,7 TB data på hele festivalen i 2014.

 

Hidtil hårdeste opgave for 3’s netværk

Hos 3, der hvert år opruster massivt på sit netværk ved festivalområdet, kan man derfor se tilbage på en uge, der satte netværket på sin hidtil hårdeste prøve.

”Når vi forbereder os til Roskilde Festival, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt dataforbruget stiger. Det er et spørgsmål om hvor meget. Derfor havde vi i år skruet ekstra op for kapaciteten i netværket ved at teste omlægningen af 3G-frekvenser til 4G. Det maksimerede netværkets ydeevne, så brugerne fik en bedre oplevelse ved opkald og langt hurtigere datahastigheder. Testen er gået over al forventning, så nu skal vi til at se på, hvordan vi kan rulle noget lignende ud i de områder af landet, hvor behovet for mere 4G-kapacitet er størst,” siger Stefan Ring, der er ansvarlig for 3’s netværk på Roskilde Festival.

Se også: Teleselskaber med bedste netværk

 

Instagram mest populær

Tallene fra 3’s netværk viser, at gæsterne på Roskilde Festival i år har været ualmindeligt glade for Instagram. Upload til appen var en af de primære årsager til det tårnhøje dataforbrug, hvilket især blev tydeligt onsdag.

”Vi har hver dag set en jævn stigning i dataforbruget på omkring 15 procent sammenlignet med sidste år – undtagen onsdag. Den dag steg dataforbruget kun 3 procent, og det skyldes uden tvivl, at flere af de store sociale medier havde generelle upload-problemer det meste af aftenen. På de andre dage har vi set, at Instagram er den app på festivalen, der trækker mest data, så når den er udfordret, har det en stor indvirkning på netværkstrafikken,” forklarer Stefan Ring, der vurderer, at Instagrams populære Stories-funktion er en af årsagerne til, at appen trækker ekstra meget data i år.

Den travleste time for talekald var om lørdagen i timen kl. 00 – 01, timen op til Robyn gik på Orange Scene, hvor der var blev foretaget tæt på 25.000 talekald. Den travleste time for sms’er var onsdag i timen kl. 18 – 19, hvor der blev sendt 22.210 sms’er. Tallene dækker kun 3’s netværk.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer

 

Netværket sladrer om festivalvaner

Deltagerne på Roskilde Festival er vanemennesker og flokdyr, der gentager det samme mønster år for år. Det viser 3’s netværksstatistik.

”Vi kan som regel forudse størstedelen af trafikken i netværket. Der er altid en stor stigning i taleopkald hvert år om lørdagen, når folk løber ind på campingområdet. Vi ser en peak-belastning i masterne omkring indgangene, indtil folk er kommet på plads i deres lejr. Så begynder trafikbelastningen at fordele sig mere jævnt i området, hvor streaming af især musik står for store mængder datatrafik. Og når koncerterne for alvor går i gang om onsdagen, eksploderer belastningen på hele vores festivalnetværk,” siger Stefan Ring.

Se også: Nyheder om 3