3: Vi når break even inden fjerde kvartal
Der har været en del skriverier om, at ejerne bag 3, Hutchison Whampoa, raslede med sablen over for 3-ledelsen i de lande, hvor 3 er repræsenteret. De skulle have været utilfredse med at selskaberne ikke kunne fremvise positive tal på bundlinjen. 3 i Europa tabte ifølge The Times små 8 milliarder kroner i de første seks måneder i 2007.
Men nu har 3 i Sverige i det mindste kunnet fremvise sorte tal på driften efter investeringer på 17 milliarder kroner, og 3 herhjemme forventer, at de kan fremvise lignende regnskab inden årets fjerde kvartal:
– Det har hele tiden været planen at nå break even inden fjerde kvartal. Vores ejere har hele tiden vidst, at det krævede store investeringer, men det begynder at vende nu, forklarer 3’s kommunikationschef, Stine Green Poulsen.
Hun afviser samtidig, at Hutchison Whampoa har skruet bissen på over for 3.
At tallene nu begynder at vende, skyldes blandt andet 3’s store succes med mobilt bredbånd. I går kunne vi afsløre, at 3 satser på at kunne tilbyde mobilt bredbånd med en hastighed på 21 Mbit/s. I dag tilbyder de 7,2 Mbit/s.
3 har investeret 2,5 milliarder kroner i udbygning af netværk i Danmark, og Stine Green Poulsen vurderer, at de nu har et godt fundament at komme videre på, men hun vil ikke oplyse, hvor stort et beløb 3 forventer at skulle bruge på yderligere udbygning og opdatering af netværket de kommende år.