3: Vi skal ikke lege politimand
Er man internetudbyder, medvirker man til de rettighedskrænkelser, som streaming-tjenesten Grooveshark er anklaget for at foretage. Det mener RettighedsAlliancen, som derfor er gået rettens vej for at forbyde 3 at give deres brugere adgang til Grooveshark.
Og retten på Frederiksberg vurderer, at RettighedsAlliancen har noget at have deres sag i og har nu pålagt 3 at sørge for, at deres kunder ikke kan få adgang til Grooveshark.
3 gjorde under sagen gældende, at i hvert fald dele af indholdet på Grooveshark må antages at være lovligt, idet kunstnere og pladeselskaber selv kan uploade sin musik til hjemmesiden. Et fogedforbud vil derfor være uproportionelt og udgøre censur af lovligt indhold.
"Vi skal ikke lege politimand. Det er Groovesharks opgave at sikre, det er lovligt. Det er ikke vores opgave at spærre for adgangen", lyder det fra 3’s kommunikationschef Stine Green Paulsen.
"Vi ved ikke, om vi vil kærre afgørelsen, men nu kigger vores jurister på den og har fire uger til at kærre den", lyder det fra Stine Green Paulsen.
Musikselskabernes brancheorganisation IFPI er tilfredse med afgørelsen og kalder Grooveshark for en fuptjeneste:
”Det er aldrig sjovt, at en internettjeneste bliver blokeret. Men Grooveshark er en fuptjeneste, som gør livet surt for de lovlige tjenester og samtidig snyder danske musikere og musikselskaber. Mange af vores medlemmer har i lang tid forsøgt at tage kontakt til Grooveshark for at lave en aftale, præcis som man har gjort det med tjenester som Spotify, WiMP og TDC Play.
Men folkene bag Grooveshark er desværre ikke interesseret i en dialog. Tværtimod spekulerer de kynisk i at score kassen ved at stikke blår i øjnene på forbrugerne og vende ryggen til musiklivet. Derfor er vi også tilfredse med rettens afgørelse”, lyder det fra Lasse Lindholm, kommunikationschef i IFPI
Fogedforbudsbegæringen var rettet mod teleselskabet 3 som tilfældigt teleselskab i Danmark, idet det er Rettighedsalliancens håb, at andre teleselskaber vil følge fogedrettens kendelse, hvis 3 pålægges at forbyde sine kunder adgang til Grooveshark.
RettighedsAlliancen skulle angiveligt have forsøgt i 2011 at komme i dialog med bagmændene bag hjemmesiden med henblik på at indgå licensaftaler eller nedtagelse af de musikfiler, der krænker rekvirenternes rettigheder. Denne dialog førte ikke til et tilfredsstillende resultat for rekvirenterne.