30.000 nye mobilkunder til mere mobil Telenor

Telenor fik i 4. Kvartal 30.000 nye kunder og de kan mærke danskernes interesse for at gå rent mobil på telefoni og internet. Nu skal der også tv-tilbud via bredbånd på menuen, forklarer Telenor.

30.000 nye mobilkunder til mere mobil Telenor

Med 30.000 flere mobilkunder i fjerde kvartal 2008 var der ved udgangen af perioden 1.813.000 mobilkunder hos Telenor. Omsætningen for mobilforretningen voksede i fjerde kvartal med 3 % i forhold til samme periode til 1,413 milliarder kroner.

Med navneskifte til Telenor og lanceringen af nye produktpakker, vurderer Telenor selv, at det har været med til at skærpe selskabets profil:

-Vi har været igennem en omstrukturering af virksomheden og har integreret Tele2 i vores forretning. Det har som planlagt styrket vores lønsomhed, og vi er nu klar til i 2009 at udfordre markedet i endnu højere grad end tidligere, uddyber Henrik Clausen, adm. direktør i Telenor Danmark.

Fra fastnet til mobil

– Flere og flere tager deres fastnetnummer med sig til mobilen, ligesom det mobile bredbånd tager godt fra. Samtidig har vi med den store udbredelse af bærbare computere gode erfaringer med at tilbyde løsninger, der gør det muligt for danskerne at tage internettet med sig overalt, forklarer Henrik Clausen og lover, at Telenor i 2009 vil udvide med tilbud om tv via bredbånd.

Mindre omsætning, mere lønsomhed

På området for fastnettelefoni har Telenor i fjerde kvartal aktivt flyttet kunder med traditionel fastnettelefoni til henholdsvis mobil- og bredbåndstelefoni. De laverer priser på bredbåndstelefoni sammenlignet med fastnet har reduceret omsætningen. Kombineret med skærpet priskonkurrence på bredbåndsmarkedet reducerer det i fjerde kvartal omsætningen i den samlede fastnetforretning med 16 % i forhold til samme periode sidste år til 332 millioner kroner.

Alligevel er det en mere lønsom forretning for Telenor, der oplevede en vækst i indtjeningen på 18 % i fjerde kvartal i forhold til samme periode sidste år:

– Vi har et godt udgangspunkt for tiltag, der vil give os yderligere vækst i 2009, vurderer Henrik Clausen.