300 Mbit/s i japansk 4G-netværk
I Japan findes nu et 4G-netværk som kan give teoretiske hastigheder på hele 300 megabit i sekundet – der er altså hverken tale om koncepter eller test i hemmelige laboratorier, men derimod et fungerende netværk, som japanerne snart vil kunne få glæde af.
Det er mobiloperatøren Eaccess, som står bag det lynhurtige netværk, og man har planer om at lancere det til kunderne allerede i næste måned, skriver hjemmesiden Telegeopgraphy.
Det er dog endnu uvist om operatøren har tænkt sig at markedsføre tjenesten med muligheden for at nå hastigheder på op til 300 megabit i sekundet. Her begynder det dog også at lugte af lidt af et PR-trick til trods for at man altså ikke har opnået hastighederne i et lukket testmiljø.
Problemet er nemlig, at der i øjeblikket ikke findes nogen produkter på markedet, som kan kommunikere med netværket i så høje hastigheder. Eaccess har opnået den høje hastighed i enheder med intet mindre end fire LTE-antenner og den slags enheder fremkommer ikke blandt forbrugere.
Det er altså tvivlsomt om det er praktisk muligt at konstruere mobiltelefoner, der rent faktisk kan udnytte denne type netværk. Det ville dog være muligt i f.eks. en tablet eller en mindre bærbar computer, da disse trods alt har lidt mere plads til selve indmaden. Derfor er det altså sandsynligt at vi kan komme til at se produkter med understøttelse for hastigheder på op til 300 megabit i sekundet inden længe.