350 millioner brugere af trådløs mail i 2010
20 millioner brugere, primært forretningsfolk, bruger i dag trådløs mail. Dette tal udgør kun to procent af det samlede antal mail-konti i verden.
Ifølge eksperterne vil dette tal stige voldsomt indenfor de næste par år. Så mange som 350 millioner brugere vil benytte sig af det trådløse mailsystem når vi kommer frem til 2010. Dermed er 20 procent af alle konti trådløse. I 2012 mener Gartner, at det vil være ligeså naturligt at læse mail på mobilen, som det er at gøre det i dag foran computeren. Når vi når frem til 2017 vil email-delen være fuldt integreret i mobilerne, og arbejde sammen med andre kommunikationsprogrammer i telefonerne.
Stigninger skyldes både udvidede services og hurtigere netværk. Især mobiltelefonerne vil i fremtiden være der, hvor folk i større omfang vil læse og skrive deres mails.
Det vil heller ikke, som nu, kun være forretningsfolk der benytter sig af mobilen til mail, men også almindelige forbrugere.
Mobiltelefonerne er i konstant udvikling, og flere og flere får mailsystem indbygget. Mobilerne er samtidig blevet hvermandseje og den ting som vi altid har med os, hvor end vi rejser hen. Netværksforbindelser bliver samtidig hurtigere, og det er blevet langt billigere at sende mails via mobilen.
Flere og flere, især nye brugere, benytter sig af webbaserede mail-konti. Det har førhen været umuligt eller meget besværligt at få disse til at virke i mobiltelefoner. I fremtiden vil vi se flere løsninger på dette, og det vil være nemmere og hurtigere at opsætte mail-delen i telefonerne.