372 millioner kinesere har mobil

I Kina er antallet af mobilabonnementer nu oversteget EUs samlede befolkningstal.

372 millioner kinesere har mobil

Med over 1 milliard indbygger er der selvfølgelig nok at tage af, men med sine 372 millioner mobilabonnementer har Kina nu nået højder, som det er svært at forstå. Og grænsen er langt fra nået endnu.

Computer World fortæller, at hver tredje kineser render rundt med en mobiltelefon i lommen, og at antallet stiger med over tre millioner om måneden.

Til sammenligning kan det nævnes, at der i juni var 57,4 millioner mobilbrugere i Indien, som er det eneste andet land i verden med mere end en milliard indbyggere.