3G-konkurrent kommer næste år herhjemme

3,8 milliarder kroner koster en licens til et almindeligt 3G-netvæk. Nu har Nordisk Mobiltelefon købt licens til amerikansk netværkstype til 20 millioner kroner. Den giver datahastighed på op til to Mbps over hele landet.

3G-konkurrent kommer næste år herhjemme

Det netværk, som Nordisk Mobiltelefon har købt, er en langt billigere investering, end f.eks. et almindeligt 3G-netværk. Det bruger også en anden frekvens, nemlig 450 MHz. De andre ligger på frekvenser over to GHz. Netop takket være den lavere frekvens kan de tyve gange billigere lave et netværk, der dækker hele landet. Det skriver Ingeniøren.dk.

Derfor vil hurtige datahastigheder hurtigt kunne komme ud i alle afkroge i Danmark. I forbindelse med købet af licensen har de forpligtet sig til at dække 30 procent af landet.:

– Men allerede nu dækker vi 45 procent, og inden udgangen af 2007 dækker vi 100 procent, lover Erik Hornung, direktør for den danske afdeling af Nordisk Mobiltelefon.

Hvem bliver jeres kunder?

– Det bliver en bred skare af folk, der ikke føler, at de bliver dækket ordentligt af 3G-netværkene.

Som turbo-3G

Netværket kan køre med op til 2Mbps, men den reelle hastighed er dog noget lavere. Den vil nok kunne sammenlignes med HSDPA, som 3 netop har lanceret.

– Desuden kan man bruge tryk-og-tal i vores netværk, forklarer Erik Hornung. Med tryk-og-tal-funktionen kan man bruge sin mobil som en slags walkie-talkie.

Netværket er allerede kommercielt tilgængeligt for kunderne, men vi vil først se en decideret markedsføring en gang til foråret.

Har I gjort jer overvejelser om, hvor mange kunder I har inden udgangen af 2007?

– Det kan du tro, vi har, men dem vil vi ikke ud med endnu, forklarer Erik Hornung. Men vi går ikke så meget op i kvantitet, som kvalitet fortsætter han og påpeger, at de hellere vil have få, men tilfredse kunder, end omvendt.

Nordisk Mobiltelefon kan tillade sig at tænke sådan, da deres omkostninger er langt mindre i forhold til at stable et almindeligt 3G-netværk på benene.

Ingeniøren.dk peger på ét centralt problem. Hverken Nokia, Sony Ericsson, Samsung eller Motorola sælger telefoner til CDMA-nettet herhjemme. Til gengæld kan vi måske forvente at se nogle af de mange flippede mobiltelefoner fra Asien, som ellers aldrig kommer til Danmark. Erik Hornung vil i hvert fald ikke afvise overfor Mobil.nu, at det bliver tilfældet.

Et andet problem er, at denne netværkstype ikke er så udbredt i Europa. Udover Norge og Sverige er der enkelte lande i Østeuropa, der bruger denne frekvens. Ca. 100.000 bruger findes, fortæller Erik Hornung.