3G kunder kan bindes i 12 måneder

3G kunder kan bindes i 12 måneder

Det er teleselskabet 3, der har ansøgt om at få tilladelsen til 12-måneders binding, men TDC, Orange og Telia – som er kommende udbydere af 3G-telefoni – får også glæde af tilladelsen.

Bindingsperioden er den tid, der skal gå, før teleselskabet skal give forbrugeren lov til at låse sin telefon op, så et nyt abonnement fra en anden teleudbyder, virker til den.

Tilladelsen er givet under forudsætning af, at forbrugeren frit kan erhverve terminalen uden at binde sig for en bestemt periode. Et andet krav, som konkurrencestyrelsen har sat, er, at forbrugeren grundigt bliver sat ind i bindingsperiodens længde og vilkår – herunder betingelserne for at få terminalen låst op i bindingsperioden.

Konkurrencestyrelsen fremhæver, at den maksimale bindingsperiode som hovedregel skal være 1 år i de lande, der kører med bindingsregler for mobiltelefoner, og at tilskuddet til 3G-telefoner kan fremskynde 3G-teknologiens udbredelse.

En udbredelse af 3G-teknologien vil fremme konkurrencen på mere end én måde og dermed komme forbrugeren til gode. På kort sigt vil konkurrencen mellem de nye 3G-telefoner og de mobiltelefoner, der præger markedet pt, skærpes. Det vurderes desuden at fastnettet – på lidt længere sigt – også vil blive udsat for konkurrence.