3G-successen halter hos TDC

3G-telefoner står stadig kun for en brøkdel af mobilsalget til private kunder hos TDC. Det skyldes, at TDC først nu er begyndt at tilbyde rigtige 3G-tjenester, da deres kunder først her i 2007 bliver modne til 3G. "Tallene hænger fint sammen med vores forventninger", fortæller TDC Mobils vicedirektør.

3G-successen halter hos TDC

TDC’ 3G-satsning har hidtil været målrettet erhverv, men i takt med at TDC har lanceret en mobilversion af deres musikbutik og mobil-tv med seks kanaler, heriblandt DR og TV2, skal 3G markedsføres mere målrettet overfor privatkunderne. De sidste salgstal fra TDC viser, at kun en ud af de 10 mest solgte telefoner hos TDC er en 3G-mobil. Og den var endda sidst på listen.

TDC vil i 2007 til at gå mere målrettet efter de private kunder for at få dem til at investere i en 3G-mobil næste gang de skifter mobil. Anders B. Christjansen forventer heller ikke her en markant ændring fra den ene dag til den anden – den vil komme stille og roligt henover 2007.

– Med vores nye tjenester til musik og mobil-tv giver vi nu kunderne en god grund til at skifte til en 3G-mobil.

Afviser tidligere 3G

Ind til nu har der nemlig ikke rigtig været grund til at skifte 2G-mobilen ud, da TDC kun havde datalette funktioner på deres mobilportal Fly. Anders B. Christjansen afviser, at TDC burde have lanceret en mobilversion af deres musikbutik for f.eks. et år siden for at sparke lidt gang i 3G-markedet:

– 2006 var for tidligt for kunderne. Man kan sige, at vi kunne have været tidligere ude, men for at give en god brugeroplevelse skal netværk, terminaler og tjenester spille sammen, forklarer Anders B. Christjansen. Han påpeger samtidig, at producenterne først nu begynder at levere ordentlige 3G-mobiler. Han konkluderer også, at det er tjenesterne, der skal drive valget hos kunderne.

– 3G-telefoner jo lidt dyrere, ræsonnerer han.

Større succes med erhverv

På erhvervslisten over solgte telefoner ser det lidt bedre ud med tre 3G-mobiler og et datakort. At der kun findes én 3G-mobil på top-10-listen hos private, er der måske ikke så meget at sige til. Først nu er TDC begyndt at røre på sig med tungere datatjenester. At der kun er tre 3G-telefoner plus et datakort på erhvervslisten, lyder til gengæld ikke imponerende i vores øre. TDC’ Anders B. Christjansen forklarer:

– Det er en evolution, vi har gang i, ikke en revolution. Vi oplever en kraftig vækst på datatrafik hos vores erhvervskunder, og tallene hænger fint sammen med vores forventninger.

Han vil ikke komme med et bud på, hvornår der er flere 3G- end 2G-telefoner på TDC’ top-10-liste for private.