3G ubrugelig i computere

Her på redaktionen er vi godt tilfredse med, at vi kan gå på internettet med den bærbare via vores 3G-mobil. Indbygget 3G i computeren er dog ingen succes, viser en ny analyse fra Gartner, der kalder løsningen ubrugelig. De har bare misforstået, hvad 3G i den bærbare skal bruges til.

3G ubrugelig i computere

Når man er på farten, og kun har den bærbare og 3G-mobilen som eneste selskab, så kan de to blive rigtig gode rejsevenner. Især når man kobler dem sammen, så man kan gå på nettet med den bærbare via 3G-mobilen. Det går naturligvis ikke lynhurtigt, men løsningen er nu ganske god.

Derfor virker det som en god idé at indbygge 3G direkte i computeren, specielt fordi 3G vinder mere og mere frem. Den løsning er dog ingen succes, hvis man skal tro analysebureauet Gartner. Flere og flere producenter satser på 3G i den bærbare, men det bliver måske kun for en kort stund. 3G er nemlig ikke hurtig nok til at erstatte det hurtigere bredbånd, konstaterer Gartner. De kalder løsningen direkte ubrugelig. Efter vores mening har de dog misforstået, hvad man skal bruge 3G i den bærbare til. Det skal nemlig bruges til at gå på nettet, når man ikke sidder på kontoret ved den hurtige opkobling. Derfor skal man betragte det som et supplement til bredbåndsopkoblingen, og ikke som en erstatning.