3’s egen kundeombudsmand er startet
Det er ikke ret mange dage siden, at 3 åbnede Europas største telebutik, 3Huset, på Strøget i København, men nu er de igen klar med et nyt tiltag, der giver branchen den første kundeombudsmand.
3’s Kundeombudsmand hedder Peter Fogh Knudsen, er 40 år, og han har en fortid som specialkonsulent i Forbrugerstyrelsen, hvor han bl.a. har ført retssager for Forbrugerombudsmanden. Han har derudover været ansat som advokat hos TDC og har de seneste seks år været leder af Forbruger Europa, der er en division under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Sideløbende fungerer han som ekstern lektor i forbrugerret ved Københavns Universitet.
"Tanken om kundeombudsmænd i telebranchen har strejfet mig mange gange, så jeg var ikke sen til at slå til, da jeg så stillingsopslaget fra 3. Vi kan ikke komme uden om, at branchen kæmper med et blakket ry, så jeg ser meget frem til at yde en indsats for at højne serviceniveauet for kunderne og dermed bidrage til at forbedre 3’s image yderligere,” siger Peter Fogh Knudsen i pressemeddelelsen, og fortsætter:
”Til en start har jeg været en tur over sundet og besøge min pendant i Sverige og høre om, hvordan de griber udfordringerne an der. Nu planlægger jeg at besøge en række af 3’s butikker rundt i landet for at møde kunderne i øjenhøjde og høre om deres oplevelser."