3’s net blev lyn-lukket
Bortset fra 3’s net slap de danske telenet relativt nådigt, da et tordenvejr med hundredevis af lynnedslag i går sidst på eftermiddagen drev over Københavnsområdet.
3s net blev til gengæld ramt så alvorligt, at hele det landsdækkende net gik i sort.
Lynnedslag skabte i første omgang nedbrud i 3’s net i hovedstadsområdet, men netværksfejlene bredte sig siden til hele 3-nettet, i der i flere timer var nede i hele landet.
Først efter midnat havde 3 haft held til at få gang i nettet igen.
Også TDCs net, blev ramt senere på aftenen. Det vides dog ikke, om det var tordenvejret eller blot "almindelige" fejl, der skabte forstyrrelserne.
Ifølge selskabets driftsinformation var Ålborg og omegn ramt af driftsforstyrrelser, der var skabt af en fejl i transportnettet.
Fejlen påvirkede både bredbånd, data-forbindelser, mobil-nettet og telefoni på TDCs net i Årlborg-området. Situationen var ifølge TDCs driftsinformation bragt under kontrol kl. 23:14.
Hverken Telias eller Telenors net var ifølge de respektive driftsinformations-meldinger ramt af problemer.