3s nye lette videotelefon

3s nye lette videotelefon

3 sender endnu en videotelefon på gaden i Danmark. Telefonen er en Motorola A835, der tilbyder brugerne en lang række nye muligheder for avanceret mobiltelefoni. Modellen understøtter 3G, GPRS og GSM 900/1800/1900 MHz

– Vi har valgt at satse på Motorola A835, som vores anden videotelefon på det danske marked. Det skyldes, at modellen er utrolig avanceret og samtidig meget brugervenlig. Vores nye videotelefon kan bruges som højhastighedsmodem med en overførselshastighed på op til 384 kbps og den giver adgang til internet, intranet, e-mail, kalender og kontakter, mens brugeren er på farten. Den har også GPS, som gør det muligt at finde vej via vores service 3Guru. Samtidig er det muligt at lave videosamtaler se sportsklip, musikvideoer, nyheder, underholdning og få adgang til alle de andre spændende indholdstjenester, som 3 tilbyder, siger Mads Eriksen, Marketingdirektør hos 3 i Danmark.

– Lanceringen af Motorolas A835, er et fremskridt for det danske 3G-marked, og vi er glade for, at 3 igen har valgt en af vores telefoner. Dermed er vi stadig frontløber i Danmark, når det gælder produktionen af 3G-telefoner. Vi tror på, at et bredere udbud af disse telefoner vil åbne op for interessen hos nye forbrugere, siger Claus Dyhr, Country Manager for mobiltelefoner hos Motorola A/S.

FAKTA OM A835:

Motorola A835 har Motorola operationssystem, Motorola browser 2.2 og en hukommelse på 64 MB. Den kan kører videosamtaler, video og MMS og har et kamera, som kan optage videoklip og tage stillbilleder. Farveskærmen har 64.000 farver i 176 x 220 pixels, hvilket giver høj kvalitet, når brugerne skal se og høre video, film eller musik via telefonens mediaplayere – MP3 og MPEG4.

Den nye videotelefon har højtaler og polyfoniske ringetoner samt USB- og IR-port, så det er muligt at koble den op til pc’en. Telefonen understøtter bluetooth version 1.1 og e-mail via POP3 og IMAP. Den synkroniserer også med MS Outlook, har en standbytid på op til 200 timer, en taletid på op til 110 minutter og kan vise videoklip eller videosamtale i op til 75 minutter. Motorola A835 vejer 155 gram og bliver leveret med to batterier, to opladere, et stereoheadset og et USB-kabel.

Prisen er 4999 kroner uden abonnement. Med abonnement ligger prisen fra 2699 til 1699, alt efter, hvilket abonnement man tegner.