40 procent Sony Ericssons mobiltelefoner sendes retur
Sony Ericsson havde sidste år problemer med store mængder af returnerede mobiltelefoner fordi softwaren i telefonerne var ustabil og langsom. Den gang omhandlede langt størstedelen af sagerne to af Sony Ericssons dengang mest populære mobiler, nemlig K850 og W910.
Noget tyder nu på, at Sony Ericsson ikke har lært af sine fejl. Ifølge forhandlere og operatører i Storbritannien returneres op mod fire ud af ti – altså næsten halvdelen – af alle solgte produkter fra Sony Ericsson. Særligt gælder det denne gang for de to kameraorienterede modeller C902 og C905.
Flere britiske forhandlere og operatører siger til det britiske website Mobile Today, at de i fremtiden ikke vil tage producentens flagskibsmodeller ind i sortiment, hvis der forekommer tvivl om produkternes kvalitet.
En talsmand hos Sony Ericsson forklarer over for Mobile Today, at C905 er den bedst sælgende mobiltelefon med abonnement i Storbritannien, men indrømmer samtidig, at der var problemer med de første sendinger.
Ifølge Sony Ericsson skulle disse problemer dog være rettet nu.