5 slanke med 5 megapixel: Funktioner, brug og vinder!

Okay, så de kan tage billeder og hvad ved jeg, men hvordan er de ellers at bruge? Se også, hvem der bliver den samlede vinder!

5 slanke med 5 megapixel: Funktioner, brug og vinder!

Nokia 6220 Classic

Nokia 6220 er temmelig sløv i optrækket, når man aktiverer kameraet, men kameraet er ellers let at betjene og foretage valg på, og skærmen er ikke overøst med ikoner og valgmuligheder.

Man skal nok være ansat hos Nokia for at kalde 6220 Classic en designperle, men på flere fronter er 6220 Classic et skridt foran konkurrenterne som mobiltelefon. Specielt takket være styresystemet Series 60, der gør den til testens eneste smartphone sammen med Sony Ericsson G900, og den indbyggede GPS.

Nokia har masser af funktioner til at udnytte opkoblingen i form af podcast, blog og RSS-læser for let at følge med i nyhederne. Batteritiden på 3,5 timer til tale er dog skuffende, og samtidig skal det nævnes, at GPSen er mere glad for at suge power ud af batteriet, end Grev Dracula er for at suge frisk blod ud af unge kvindfolk.

Karakter: 4/5

Sony Ericsson C902

Sony Ericsson C902 har delvis trykfølsom skærm. Desværre er det lidt for let at trykke forkert på skærmen, og det gøres ikke lettere af, at den er sjasket til med et hav af ikoner og valgmuligheder. Den er dog en anelse hurtigere til at aktivere kameraet. Lige som 6220 Classic har den mange gode opkoblede muligheder som podcast, blog og RSS-læser.

C902 har ellers designet med sig med en tykkelse på kun 10,5 millimeter og menusystemet er gennemarbejdet, logisk og frisk.

Karakter: 3/5

Sony Ericsson G900

Sony Ericsson G900 er ligeledes en flot mobil, omend noget større end C902. Den har 3G og Wi-Fi og den trykfølsomme skærm fungerer godt, og så er der tale om en smartphone med UIQ 3.0. En smart funktion er, at man kan klikke direkte på det punkt på skærmen, hvor man vil have skarpheden i billedet. Selv lysmålingen udgår fra dette fokuspunkt i billedet. Det viser sig faktisk at være en praktisk måde at få skarphed og lys det helt rigtige sted på billedet.

Dens helt store styrke finder vi midlertidig ved dens mange ekstrafunktioner. For eksempel er det rigtig smart med de gule post-it-sedler, hvor man kan skrive ind direkte på skærmen, hvad man skal huske i løbet af dagen. Det lyder som en pop smart funktion, men den virker godt, og jeg har brugt den meget.

Karakter: 4/5

LG KF750

I LG KF750 kombineres flere forskellige trykfølsomme overflader med en almindelig knap, og med disse styrer man indstillingerne i kameraet. På skærmen bliver det dog lidt for meget på én gang. Der er både en række ikoner, der viser aktuel status, og en række ikoner, der giver dig mulighed for at ændre aktuel status. Dobbelt opsætning af symboler, når det burde være nok med en.

Det bliver ligeledes for meget af det gode med tastatur, trykfølsom skærm og touchknapper -med forskellige valgmuligheder, afhængigt af hvilken applikation, man befinder sig i, bliver det mere forvirrende end forenklende. Det var vel ikke meningen. Ellers har KF750 også fokus på design, og den er ganske flot, må man give den.

Karakter: 2/5

Samsung U900

Samsung U900 virker faktisk tykkere end den er. Kun 12,9 millimeter tyk er den med et generelt rigtig lækkert format. En lille ekstra trykfølsom skærm viser de vigtigste genvejstaster til fire forskellige kamerafunktioner. Den fungerer godt, og skifter i øvrigt ham, når man aktiverer musikafspilleren.

Samsung U900 har blogfunktioner, men ligesom LG’en er den heller ikke nær så langt udviklet på det område som modellerne fra Nokia og Sony Ericsson. Den har ellers den hurtigste turbo-3G på 7,2 Mbit/s, FM-radio med RDS, musikafspiller samt god batteritid på 6,25 timer.

Karakter: 4/5

Den samlede vinder blandt kompettanterne om at være den bedste af de slanke med 5-megapixelkamera er Nokia 6220 Classic. Specielt den stærke blitz spiller ind som en afgørende faktor for kameradelen, men da den også tage flotte nærbilleder samt gode almindelige billeder, hersker der ingen tvivl om udfaldet. Oven i hatten kommer så også, at der er tale om en smartphone med indbygget GPS.

Samsung U900 Soul kommer ind på en kneben andenplads, specielt takket være et lækkert format og en god måde at styre specielt kameraet på. Den klarer almindelige billeder rigtig flot, bedst i testen, men også mørkebilleder klarer den nogenlunde. Makrobilleder kan den dog ikke finde ud af.

På en delt tredjeplads kommer Sony Ericsson C902 og G900 samt LF KF750. De svinger for meget i billedkvalitet, og så hjælper det ikke så meget, at en model som G900 ellers er en glimrende mobil.