9 dage med iPhone 3G

Få telefoner er omgærdet af så megen diskussion og hype som iPhone 3G. Derfor var det næsten også med ærefrygt, at da vi for ni dage siden tog imod telefonen for at teste den inden den store danske lancering i morgen. Spørgsmålet er så bare, om de nye forbedringer har gjort den værd at vente på.

9 dage med iPhone 3G

Mobiltelefoner har sjældent den store variation, når det gælder indhold og udseende. Men når der så kommer noget på banen, der i den grad skiller sig ud, så er det mest naturlige også, at det bliver genstand for manges uforbeholdne meninger. Men skiller man sig ud fra mængden, uden samtidig at leve op til de krævende brugers forventninger, så er balladen der. Det var tilfældet med den første version af iPhone. En designmæssig perle med høj brugervenlighed, men med en del irriterende mangler.

iPhone var længe om at komme til Danmark, mere end et helt år efter den så dagens lys i USA, men natten mellem i dag og i morgen bliver det så endelig muligt at købe sig en dansk og officiel iPhone med hjem fra en Telia-butik.

De over 10.000 personer, som vi kan gætte os til allerede har importeret sig en iPhone i den første version, kan nu ærgre sig lidt over den nyes fortræffelige forbedringer. For bedre, det er den nye!

Stærkere følelser

Men inden vi kommer for vidt, så lad os hellere tage iPhone 3G helt fra begyndelsen. Efter ni dage i undertegnedes hånd er venskabet begyndt at spire godt og grundigt. Personligt var venneforholdet til lillebroderen små ubehageligt. En barnlighed og umodenhed gennemsyrede oplevelsen, og når man nu kigger tilbage på telefonen, må man sige, at den første iPhone havde alt for store mangler.

I dag har vi slået en streg over alle vores genvordigheder. Den første er blevet erstattet med den anden, og nu er legen meget bedre. Telefonen har fået en sort plastik bagbeklædning, der buer noget ud.

Det gør den samtidig også tykkere, men inden man bliver helt chokeret over en plastik-model, der er blevet tykkere, så kan jeg sige, at det gør den godt. Nu ligger den formidabelt i hånden, og den føles faktisk mere eksklusiv end den første.

Desuden er jackstikket blevet hævet op til niveau med coveret, så man også kan benytte sig af egne høretelefoner. Tasterne på siderne er samtidig nu i stålfarve, så de ikke forsvinder i det sorte cover, og så er den eftersigende blevet udstyret med bedre stereo-højtalere i bunden. Jeg har gjort mit bedste, men forskellen til det bedre kan jeg altså ikke høre.

Forbedringerne gemmer sig

Det helt store makeover har den dog ikke fået. Men hvorfor også fikse det, som allerede fungerede? Det er dog mest tydeligt, når du tænder for telefonen. For der er kun ét ikon til forskel fra den første, og det er den nye App Store, som vi vender tilbage til (bemærk i øvrigt at det, vi andre kalder for lommeregner, kalder Apple for en ‘kalkulator’ – meeget fornemt.)

Forskellene gemmer sig i menuen, men hvis man graver lidt, kommer de frem. Som blandt andet lommeregneren, der bliver meget mere avanceret, så snart du vender skærmen horisontalt, eller vedhæftede filer der nu også kan læses horisontalt, samt at kameraet har fået geotagging.

Desuden er kvaliteten i hele systemet blevet hevet et par takker i vejret med den nye software 2.0. Nu vender iPhone 3G sig mere i retning af erhvervssegmentet, som tidligere er blevet fuldstændig overset. Med tilførelsen af Microsoft Exchange kan man nu få mails, kontakter og kalender via push, og derved være opdateret konstant. Det fungerer heldigvis lige så upåklageligt, som selve synkroniseringen af mobilen altid har gjort.

En anden usynlig, men ikke mindst ventet forbedring, er lyden i høretelefonerne. For mens iPod-delen ligner sig selv til kryds og slange, så har lyden ofte været det værste bras. Men med den nye iPhone 3G, har bas, diskant og alle de andre lydherrer fået sig et løft, så man faktisk får helt lyst til at genlytte alle ens gamle numre fra musikbiblioteket.

Men de vigtigste forbedringer er jeg endnu ikke kommet ind på af flere årsager. En af dem er, at det må I vente med til at læse om i morgen, hvor vi gennemgår den nye 3G-teknologi i telefonen – har det gjort helheden bedre?

Mere om iPhone

Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek absolut seneste nyt om emnet. Redaktionen fulgte op på sagen. 30/11/1999 rettede vi nyt fokus på sagen med en artikel omkring Nyt nummer af Mobil med alt om iPhone 3G! – Tjek artiklen her. Se også seneste nyt om emnet her.