90.000 Plenti-kunder blev lagt over i Telmore i weekenden

I weekenden blev 90.000 Plenti-kunder flyttet over til Telmore - alt går som planlagt, lyder det fra direktøren.

90.000 Plenti-kunder blev lagt over i Telmore i weekenden

Jens Grønlund, direktør for Telmore, forklarer, at det har haft førsteprioritet, at Plenti-kunderne skulle opleve den mest smidige overgang uden selv at skulle foretage sig noget i forbindelse med den overførsel af de knap 90.000 Plenti-kunder til Telmore, der skete i løbet af weekenden.

“De har oplevet og vil opleve, at alt sker automatisk”, slår han fast.

Se også: Sammenlign priser på Telmore abonnementer

Telmore om flytning af Plenti-kunder: Alt går som planlagt

“Kunderne var overført klokken 08.00 søndag morgen og efter et par timers test af vores systemer, åbnede vi for kundernes adgang til Telmores online- og selvbetjeningsunivers ved middagstid. Natten mellem tirsdag og onsdag i denne uge bliver det lille Plenti-logo i hjørnet på telefonens skærm skiftet ud med et Telmore-logo”, uddyber Jens Grønlund over for mobil.nu.

Overordnet set forventer Jens Grønlund faktisk ingen problemer i forbindelse med flytningen af de mange kunder.

“Her mandag formiddag ser alt ud til at køre helt normalt. Og vi har ingen grund til at tro, at der skulle opstå problemer. Alt er forløbet planmæssigt og uden bump på vejen. Vi følger selvfølgelig processen tæt og er klar til at sætte ind, hvis vi skulle støde på udfordringer”.

Se også: Teleselskaber med bedste netværk

Langt de fleste er glade for skiftet

Han forklarer også, at de som forventet har oplevet en begrænset afgang af kunder i perioden, hvor skiftet fra Plenti til Telmore er sket og de oplever, at de fleste har været glade for skiftet. Plenti var tidligere på 3s netværk.

TDC annoncerede i september sidste år, at de havde opkøbt og overtaget Plenti for 74 millioner kroner.

Se også: Nyheder om Telmore