Acer arbejder på 7-tommer Android-tablet

Acers topchef fremviste her til morgen en 7-tommer Android-tablet, som skal komme på markedet i løbet af årets fjerde kvartal. Den har sandsynligvis indbygget 3G-modem.

Acer arbejder på 7-tommer Android-tablet

Acers øverste chef, Gianfranco Lanci, fremviste ved en pressebegivenhed tidligere i dag en kommende Android-tablet, der skal komme på markedet i årets fjerde kvartal. Det skriver hjemmesiden Shufflegazine.com, der var tilstede ved dette event.

Oplysningerne omkring enheden er endnu meget sparsomme. Skærmdiagonalen er på 7 tommer og det er en farveskærm. Prisen er endnu ikke fastgjort, da Acer stadig mangler at afgøre om den skal sælges gennem de traditionelle veje eller om man skal lave operatøraftaler.

Ifølge Lanci ville sidstnævnte være den åbenlyse løsning. Dermed kunne det altså tyde på at enheden har indbygget 3G-modem.

Om denne tablet skal være Acers iPad-konkurrent vides endnu ikke, men alene Android-styresystemet vil ganske sikkert gøre det til en værdig modstander.