Acer arbejder på Android-mobil i metal

Rygter vil vide, at Acer er på vej med en Android-mobil i mellemklassen, der kan tåle sammenligning med dyrere modeller.

Acer arbejder på Android-mobil i metal

Billedet herover stammer fra et rusisk website, der fortæller at mobilen har navnet "Liquid Metal", der på engelsk betyder flydende metal. Navnet er tydeligvis inspireret af designet, der er udført i metal og plastik i metalliske farver.

Liquid Metal bliver en Android-mobil med nyeste version af styresystemet, nemlig version 2.2. Det betyder bl.a. at mobilen er klar til Flash-understøttelse og er særligt hurtigt til at afvikle programmer.

Fornuftig ydeevne
Processoren er en Qualcomm MSM7230-1 på 800 MHz, og altså ikke 1 GHz som de fleste moderne Android-mobiler i den høje ende af skalaen kommer med nu om dage. Der er 512 MB RAM og 512 MB ROM. Det kunne tyde på at Acer vil forsøge at henvende sig til forbrugere, der ikke vil gå på kompromis med hverken pris eller ydeevne.

Skærmen skal efter sigende være 3,61 tommer stor med 800 x 480 pixels og naturligvis kapacitiv med multitouch. Telefonen har et kamera indbygget, men opløsningen kendes ikke. Der er dog en fotolampe tilstede. Billeder og andet på telefonen kan sendes via Bluetooth 3.0. Noget kunne tyde på at modellen har fokus på bl.a. musik, eftersom Acer har Dolby-lyd og dedikeret 3,5 mm lydstik i mobilen.

Vi ved endnu ikke hvornår mobilen bliver præsenteret eller hvad prisen ender på, men vi regner med at den lander omkring 2.500 – 3.000 kroner.

Kilde: Habrahabr