Acer vil forære smartphones væk
Acer er en forholdsvis ny spiller på smartphone-markedet, men det skal ikke afholde dem fra at sætte deres aftryk allerede nu. De spekulerer nemlig i, at deres smartphones skal foræres væk eller sælges ekstremt billigt, hvis kunden er villig til at binde sig til et abonnement, skriver Informationweek.
Analytikere vurderer, at smartphone-markedet vil vokse 11 procent i år, men Acer vurderer selv, at det vil kunne vokse med 15 procent, hvis priserne for smartphones sættes lavere.
Acers vice president, Aymar de Lencquesaing, forklarede på årets CeBIT-messe, at de ønsker at sælge smartphones i samme prisleje som almindelige telefoner. Det betyder blandt andet, at operatørerne skal yde store tilskud til smartphones, men det vil samtidig kunne generere mere datatrafik i netværkene, som operatørerne så kan tjene penge på.
Det vil dog nok primært være interessant for operatører i lande med op til 24 måneders bindingsperiode, da det ellers kan vise sig at blive en risikabel investering. At forære smartphones væk til private herhjemme vil formentlig være en dårlig forretning, da de danske operatører kun må binde kunderne i seks måneder.
Til forretningsfolk kunne det måske være interessant, da operatørerne må binde dem i 12 måneder eller mere.
Aymar de Lencquesaing vurderer samtidig, at det kun er et spørgsmål om tid, inden mobilproducenterne begynder at producere mini-computere.